Det bedste hospital ligger igen i Aarhus
Nyhedsavisen Dagens Medicin kårede i dag Aarhus Universitetshospital til landets bedste hospital, hvilket glæder hospitalsdirektøren
I kategorien for de største hospitaler i Danmark er Aarhus Universitetshospital kåret som det bedste for ottende år i træk.
- Det er et fantastisk stort skulderklap til alle ansatte på hospitalet. Og særligt i en tid med besparelser, store udfordringer med byggeri og omstrukturering er det glædeligt, siger hospitalsdirektør Gert Sørensen.
Han mener, at kåringen viser, at man er på rette vej.
- Hver dag har vi fokus på at løse opgaven for patienten, og det her giver os et klart signal om, at det er det rigtige, vi gør, fortæller Gert Sørensen.
De andre haler ind på Aarhus
Aarhus Universitetshospital er rangeret bedst inden for ni faglige områder.
- Jeg vil ikke fremhæve nogle frem for andre. Det er bare flot, at vi vinder på områderne, som alle er vigtige for patienterne, forklarer Gert Sørensen.
Eneste malurt i bægeret for hospitalet er, at de andre i kategorien faktisk haler ind på det aarhusianske universitetshospital i forhold til tidligere år.
- Vi har lidt færre førstepladser end sidste år, og det er især inden for de højtspecialiserede funktioner, at det for os handler om at blive stærkere, siger Gert Sørensen.
Du kan se hele interviewet med hospitalsdirektøren øverst i artiklen