Den knaldrøde gummibåd giver ældre nyt liv
Musik kan hjælpe på mange ting og har givet beboerne på et plejehjem uden for Aarhus mere livskvalitet.
På plejehjemmet i Hjortshøj har beboeren Connie Holst-Jensen netop slået øjnene op. Og der går ikke mange sekunder før et stort smil breder sig på hendes ansigt.
For selv om det blot er en helt almindelig dag, er hun vågnet til sang. Mere præcist tonerne af Benny Andersens 'Se, hvilken morgenstund', sunget af viceforstander Anni Kristine Clemmesen, der sidder ved siden af sengen.
- Det er dejligt, siger Connie Holst-Jensen og stemmer i på næste linje.
Sammen med musikere som Birthe Kjær og Povl Dissing har komponisten Benny Andersen ændret hende og de andre beboeres liv markant. I to år har plejehjemmet nemlig været en del af et forsøg, der skal afsløre musikkens virkning på de ældre.
- De får det bedre og opnår højere livskvalitet, siger Anni Kristine Clemmensen, der også er tovholder på projektet.
Musikken kan blandt andet bruges til smertelindring eller at mindske udadreagerende adfærd. Men det er ikke tilfældigt, hvilken musik der bliver sat på hos den enkelte beboer.
Demente har stor glæde af Birthe Kjær-nummer
Det handler om at bruge den musik, der tidligere har haft stor betydning i de ældres liv.
87-årige Anna Lisa Blak har i sine yngre dage været til mange Birthe Kjær-koncerter, og det er da også dansktopsangerinden, hun ynder at lytte til.
- Man kommer i så godt humør, siger Anna Lise Blak.
Det er nemlig langtidshukommelsen, der bliver bibeholdt længst, fortæller Aase Marie Ottesen, projektleder hos Aarhus Universitet.
Derfor har særligt de demente stor fornøjelse af numre som 'Pas på den knaldrøde gummibåd' og 'Om lidt er kaffen klar' fra deres yngre dage.
- Medarbejderen har lært, hvor meget det betyder at bruge sang og musik, men også det at være opmærksom på, hvordan man bruger sin stemme, stemmeføring, toneleje og i det hele taget mimik i tilgangen til det enkelte menneske, siger Aase Marie Ottesen, der er projektleder ved Aalborg Universitet.
Personlige playlister
Musikprojektet er sat i værk af Aalborg Universitet for to år siden. Noget af det første, de tilknyttede musikterapeuterne gjorde, var at indhente beboernes musikbiografi og lave helt personlige playlister.
Om musikprojektet
Hjortshøj Plejehjem har opnået positive resultater med at forebygge og minimere udadreagerende adfærd. Det er sket gennem to projekter, der har kørt på plejehjemmet over en toårige periode.
Projekterne er gennemført af Aarhus Kommune i samarbejde med Aalborg Universitet.
- Et projekt om forebyggelse og minimering af udadreagerende adfærd gennem målrettet brug af sang, musik og musiske elementer.
- Et følgeforskningsprojekt, gennemført som aktionsforskning, hvis fokus var på samarbejde om at skabe en kultur, hvor sang og musik er en integreret del af hverdagslivet på plejehjemmet.
På den måde ved medarbejderne, hvad den enkelte kan lide at lytte til. Det kan være, når de vågner, har smerter eller blot for hyggens skyld.
Beboerne synger og lytter ikke bare til musik selv, men samles også ofte i rundkreds til musikklub med rasleæg og tamburiner.
Her synger medarbejderne også for. Projektlederen understreger, at det ikke handler om, hvor godt man synger, men hvordan man bruger sin stemme.
Tilbage hos Connie Holst-Jensen lyder der nu.. "du skal børste dine tænder, hver gang du vasker hænder.." fra badeværelset.
- Lige pludselig tager hun selv tandbørsten og får simpelthen nogle ressourcer, hun ikke altid har, fortæller Anni Kristine Clemmesen.
Flere vil være med
På plejehjemmet er de ikke i tvivl om, at det har bragt mere glæde og livskvalitet til de ældre at genhøre klassikerne fra deres ungdom. Der er da heller ingen planer om at stoppe de mange musikalske tiltag.
- I starten skal man lige vænne sig til at gå ind og synge hos beboerne - at turde sætte sig selv i spil på den måde. Men nu går det fint, og jeg kan se, hvad det gør ved beboerne, siger Anni Kristine Clemmesen.
I Aarhus kommune er man klar til at høste erfaringer fra Hjortshøj og sprede ideen til andre plejecentre, fortæller Christian Budde (V), sundheds- og omsorgsrådmand i Aarhus Kommune.
- Jeg forestiller mig, at jeg med byrådets hjælp kan bede om at få en pose penge, så fem plejehjem kan arbejde med projektet mere minutiøst. Der er mange kvaliteter i konceptet, så lad os se, om der er endnu flere, der kan få glæde af det, siger han.
Allerede nu har ti plejehjem meldt sig på banen, fordi de håber at kunne give deres beboere det samme.