Demonstration for fred i Syrien: - Vi er her for at sige ’stop massakren’
Søndag var der fredsdemonstration i Aarhus for at råbe de danske politikere op om konflikten i Syrien
Syriske oprørers flag og fredstegn prydede i dag Rådhuspladsen i Aarhus. En stor flok af folk var mødt op til en fredsdemonstration i forbindelse med den årelange konflikt i Syrien.
Der er fire talere til demonstrationen i Aarhus. Den ene er Amro Salih, der er født i Al Ghouta i Syrien, der er et af de områder, der er i den seneste tid har været under heftige angreb fra de syriske regeringsstyrker.
- Vi er her for at sige, at vi ikke beder om vand, mad, medicin. Vi er for at sige: ’Stop krigen, stop massakren,’ siger Amro Salih, der kom til Danmark som flygtning i 2014.
Læs også
Demonstrationen er tænkt som en opfordring til udenrigsminister Anders Samuelsen til at sige fra over for Syrien, Rusland og Tyrkiet.
- Vores revolution var for at opnå frihed, retfærdighed og lighed. Dem, der blev, er døde nu i Syrien, fordi de kæmpede for deres frihed. Så vi er her for at sige: Hjælp os med vores frihed, siger Amro Salih til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er Mellemfolkeligt Samvirke, der står bag fredsdemonstrationer over hele landet. I Aarhus foregik det på Rådhuspladsen omkring middagstid.
- Vi vil gerne sikre os, at vores regering går forrest i at sikre fredsforhandlinger i Syrien. Det er nødvendigt, fordi verden i øjeblikket sidder og gør ingenting ved det. FN gør ingenting, siger Mads Dahl Thomsen, der arbejder for Mellemfolkeligt Samvirke og har været med til at arrangere dagens demonstration i Aarhus.
Læs også
Lørdag blev der i FN indgået en aftale om en våbenhvile i det østlige Al Ghouta i Syrien i 30 dage, men konflikten er stadig intens. Både USA og Rusland er involveret i det, der nu karakteriseres som en international væbnet konflikt.
- Vi håber, den danske regering og det europæiske samfund kan høre os. De skal vide, at vi flygtede, fordi vi lavede et oprør for frihed, siger Amro Salih.
Konflikten i Syrien
2012: Oprørerne erobrer den østlige del af Aleppo, mens det syriske regime stadig kontrollerer den vestlige del af den strategisk vigtige by. Kort efter erklærer Internationalt Røde Kors borgerkrig i landet.
2013: Store dele af befolkningen flygter. Én million mennesker er drevet på flugt som følge af konflikten. Samme år rammes det Østlige Ghouta af kemisk angreb.
2014: Antallet af flygtninge fra Syrien er nu rundet tre millioner. Islamisk Stat har erobret store landområder i Syrien og Irak, og bliver en del af konflikten. Samme år begynder USA Islamisk Stat.
2015: Rusland går officielt ind i krigen på den syriske regerings side. Krigslykken skifter nu til det syriske regimes fordel.
2016: De store byer Homs og Aleppo kommer nu under kontrol af det syriske regime.
2017: Antallet af folk, der er flygtet fra Syrien, er nu oppe på fem millioner. Et giftangreb rammer et oprørskontrollet område i Idlib provinsen, og der dør 86 mennesker. Som reaktion på dette angriber USA en luftbase kontrolleret af det syriske regime. Røde Kors erklærer krigen for en international væbnet konflikt.
2018: Syriske regeringsstyrker indleder et intensivt angreb på det østlige Ghouta i udkanten af Damaskus, som hidtil har været kontrolleret af oprørerne. 100.000 indbyggere har mister livet på få dage.
Kilde: Røde Kors