Del af ny facade flået ned af markant bygning
Både protestsedler og plader på Coops bygning på Langenæs er blevet revet ned.
"Coop går i sort".
Det var overskriften på en række protestsedler, som de seneste 14 dage er blevet hængt op på den nye facade på den tidligere Fakta på Langenæs, som nu er en Coop 365 discount.
Søndag morgen lå sedlerne på fortovet foran butikken på Skanderborgvej og flød. Revet ned fra den sortgrå-klædte bygning.
De sort-grå plader er bygningens nye udtryk. Under pladerne findes den gamle facade, som mange nok kender. Den består af betonfirkanter med mosaikker i forskellige farver. Et markant udtryk, som har været bygningens vartegn, siden den blev opført i 1959.
Den nye beklædning har for nylig været genstand for debat i Århus Stiftstidende, og selvom både en nabo, kommunen og et arkitektfirma har opfordret Coop til at bevare den oprindelige arkitektur, har Coop alligevel valgt at sætte de sort-grå plader op.
Plader også fjernet
Det er på disse plader, at protestsedlerne var hængt op. Men ud over at protestsedler er revet ned, så er der også fjernet nogle af pladerne.
Det er tilsyneladende sket i tidsrummet mellem lørdag og søndag. Fra butikkens side bekræfter man søndag morgen, at man har konstateret, at nogle af pladerne er pillet ned, og at de hang på facaden lørdag. Her ønsker man ikke at sige yderligere. Det står derfor ikke klart, om det er meldt til politiet.
Coop har ejet bygningen siden 1959. Facaden ikke fået nyt udtryk siden da, men i området er der stor lokal modstand mod den nye facade. Det fortæller Hanne Føns Knudsen, som selv har boet på Langenæs i fem år, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi synes, det er et stort tab. Det er en facade og arkitektur, som har været her lige så længe, som bydelen, siger hun.
Bifalder ikke hærværk
Hun er en af de personer, som de seneste 14 dage har hængt protestsedlerne op på butikkens nye facade. Det gør hun for at gøre opmærksom på utilfredsheden og for at forsøge at få en dialog med Coop. Hun understreger, at hun ikke kender noget til det potentielle hærværk og i øvrigt ikke bifalder det.
- Vi hænger bare vores sedler stille og fredeligt op. Det er ikke vores intention, at nogen skal begå hærværk, slår hun fast.
For hende drejer det hele sig om, at - ifølge hende - en hel del beboere er forbløffede over Coops beslutning om at gemme den oprindelige facade væk.
- Vi føler os dårligt behandlet. Det er så respektløst, mener hun.
Selvom hun selv er medlem af Coop og har været det hele sit liv, er det slut med at handle i netop dén butik. Hun fortæller, at gruppen bag protestsedlerne har kontaktet både stadsarkitekten og kommunen, men at den ikke kan gøre noget i sagen.