De blå julemænd afslutter nu travl december: Alle pakker uddelt
Medarbejderne hos fragtfirmaerne GLS og Postnord fik gjort rent bord lillejuleaftens dag. Pakkecentralerne er tomme, og julegaverne er udleveret.
Hele dagen har Jeppe Grøndahl kørt rundt i Aarhus med varevognen fuld af gaver. Torsdag holder han fri ligesom de øvrige omdelere hos Postnord, så onsdag var sidste chance for at få pakkerne frem, inden de skal under juletræet.
- I morges var der stadig tryk på, og vi kan sagtens mærke, at folk har nået at købe pakker. Også efter julegaveræset her, så der kommer stadigvæk masser af pakker til os, siger Jeppe Grøndahl, der er postbud hos Postnord, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Pakkerne ender enten på modtagerens adresse, i en pakkeboks eller en pakkeshop som for eksempel den i Superbrugsen på Vesterbro Torv i det centrale Aarhus. Her har de været den værste travlhed igennem.
- Der er stadigvæk lidt run på i dag. Men der er ikke sådan travlt, travlt, som der plejer at være, siger postansvarlig hos SuperBrugsen på Vesterbro Torv Betina Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
GLS: Danskerne har handlet tidligere
Direktøren i GLS beretter om 38 procent færre pakker denne lillejuleaftensdag sammenlignet med samme dag ugen før. Til gengæld bød weekenden på 60 procent flere pakker.
- Det er meget anderledes end tidligere år. Lige præcis i dag er det helt anderledes sammenlignet med forrige år. Jeg tror nok, at danskerne har handlet tidligere og været opmærksomme på corona-nedlukningerne, siger Karsten Klitmøller, der er administrerende direktør i GLS Danmark.
I Horsens ligger en af GLS’ store pakkecentraler. Her er det onsdag eftermiddag næsten 99 procent af alle pakkerne, der er kørt ud.
Også Jeppe Grøndahl har fået tømt sin varevogn for pakker med en masse glade modtagere til følge.
- Det er dejligt. Der er mange, der er hjemme, så der er masser af glade smil, når vi kommer rundt, siger han.