DBA rykker ud i byrummet
Vil møde brugerne ansigt til ansigt
DBA.dk er ofte kun et par klik væk på computeren, men nu rykker salgsiden endnu tættere på dens brugere.
De næste 14 dage har onlineportalen valgt at åbne et laboratorium, et såkaldt pop-up lab, på Margrethegården midt i Aarhus.
Herfra kan virksomhedens forretnings- og it-udviklere møde de østjyder, som bruger siden til at købe eller sælge deres ejendele.
Ifølge projektchef Christian Dürr fra DBA, som er Den Blå Avis på nettet, er det lille laboratorium en oplagt mulighed for at komme ansigt til ansigt med brugerne:
- Brugerne skal have en bedre oplevelse og komme i tættere kontakt med os, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I laboratoriet har folk mulighed for at se nærmere på nogle af virksomhedens produkter og fortælle om deres oplevelser. Der vil derudover også være flere nye og gamle designvarer udstillet.
DBA.dks pop-up lab er åbent fra tirsdag d. 2. december til og med fredag d. 12. december.
Papirudgaven, Den Blå Avis, meddelte i august, at avisen lukker ned til jul.