David Nielsen er færdig i AGF

AGF skal have ny træner for superligaholdet næste sæson.

AGF skal have ny træner næste sæson.

Efter fem år på posten er fodboldklubben og cheftræner David Nielsen blevet enige om, at samarbejdet ophører ved udgangen af indeværende sæson.

- AGF har brug for en ny cheftræner, der kan komme ind med den samme ild, som jeg i sin tid kom med. Jeg havde håbet, at jeg kunne aflevere holdet et bedre sted i tabellen, end hvor vi sluttede i denne sæson, men sådan skulle det ikke gå, siger David Nielsen i en pressemeddelelse.

quote AGF har brug for en ny cheftræner, der kan komme ind med den samme ild, som jeg i sin tid kom med.

David Nielsen

Der er sidste runde i Superligaen på lørdag, hvor AGF møder FC Nordsjælland hjemme på Ceres Park. Det bliver altså David Nielsens sidste kamp for de hviie fra Fredensvang.

- David Nielsen har været en fantastisk træner for AGF gennem flere sæsoner og har skabt flotte resultater for klubben. Men nu er vi nået til vejs ende efter fem år, hvor den seneste sæson på ingen måder har været tilfredsstillende. Energien er brugt, og vi trænger til nye ideer og en frisk start - derfor er tiden nu inde til, at vores veje skal skilles, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye, i en pressemeddelelse. 

Naive indkøb 

Fyringen er ingen overraskelse ovenpå den mildt sagt dårlige sæson.

- Den var forventelig og uundgåelig. David var kørt træt med hans lets fucking go, han blev aldrig ham, der fik sværdet op af stenen. Han fik kun løsnet sværdet. Men det falder lige så meget tilbage på Stig Inge Bjørnebye. Han brugte på 42 millioner kroner. AGF har ikke fået en eneste forstærkning., siger Århus Stifttidendes chefredaktør, Jan Schouby, til TV2 ØSTJYLLAND.

- Taktikken fra nordmanden er slået fejl. Han køber ungt ind, med AGF har i forvejen en ung trup, så det er naivt. Men de kan ikke både fyre træneren og sportschefen, når der venter et transfervindue forude. David er kørt træt, og der skal nye kræfter til, siger Jan Schouby.

Horribel sæson

David Nielsen hentede bronzemedaljer til Aarhus i 2020, men i denne sæson har klubben skuffet fælt og har først sikret sig overlevelse i Superligaen i næstsidste runde.

Heller ikke blandt fans overrasker fyringen.

- Jeg var overhovedet ikke overrasket. Men det er en hård pille at sluge, der er mange andre ting galt end David Nielsen. Se nu bare cirkusset med Thorsteinsson. Vi kan vist rolig sige, vi er et hold i krise, siger mangeårig AGF-fan Niels Rasmussen.

Niels Rasmussen er kommet på stadion i 43 år.
Niels Rasmussen er kommet på stadion i 43 år.

Klubben har ikke vundet i 13 kampe i streg.

- Jeg vil gerne sige tak til Aarhus for den varme støtte, jeg og min familie altid har fået, og tak til de spillere, som gennem tiden blødte med mig for klubben og for trøjen, siger David Nielsen i pressemeddelelsen.  

Klubben forventer at have ny cheftræner på plads inden opstarten den 16. juni.

David Nielsen har haft et godt ry blandt både spillere og klubbens fans i sin tid som cheftræner. På Facebook strømmer taksigelserne for hans indsats ind på AGF's side. 

BLÅ BOG: David Nielsen