Dansk mester i kitesurfing
Stortalentet Therese Taabbel napper DM-titel
16-årige Therese Taabbel fra Risskov ved Aarhus nappede DM-titlen i kitesurfing.
Efter en hård og udmattende konkurrence kunne Therese Taabbel endelig strække armene i vejret som nykåret Danmarksmester i kitesurfing.
- Det er fedt. Det er virkelig virkelig fedt. Det er første gang for mig, siger en tydeligt glad Therese Taabbel, som ikke havde muligheden for at vinde de to forgangne år, da hun ikke har kunne deltage i alle fire stævner, som man hver får point for.
Men ud af de fire afdelinger i Danmarksmesterskabet i år har man nu afviklet tre, og allerede nu har man kåret Therese Taabbel som vinder, da hun i overlegen stil har sat sine konkurrenter til vægs.
- Jeg er rigtigt rigtigt stolt over det her. Det er helt fantastisk, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I en alder af kun 16 år må Therese Taabbel siges at være et kæmpe talent. For godt en måned siden fik hun en flot syvende plads til VM. Og det skal lige tilføjes, at Therese Taabbel ikke kun konkurrerer mod jævnaldrende - men alle aldre.
Satser på udlandet
Med et DM i bagagen som 16-årig kommer troen på noget større automatisk. Den glade pige fra Risskov ved Aarhus drømmer om udlandet og en plads på VM-podiet.
- Drømmen er at komme til at rejse rundt med verdenseliten i de ti stop, som VM består af. Ti konkurrencer rundt forskellige steder i verden. Man skal jo nok være lidt ego, men jeg tror på, at jeg komme i op i verdenstoppen, siger Therese Taabbel.
Men før de drømme kan realiseres, har hun indset, at dette lands grænse skal passeres. Der står udlandet på den livsglade piges menu. En fremtid på fremmede bølgerygge stræber hun efter - for i Danmark er konkurrencen for lille - selvom de danske kvinder gør en god figur.
- Jeg skal ud over landets grænser. Det bliver jeg nødt til. Jeg får så meget hjælp fra mine sponsorer og fra hele min familie, så det er så dejligt. Det hjælper mig virkelig meget, for jeg er nødt til at være synlig i udlandet.
Alvorligt sjovt
Therese Taabbel har let til grin og kan da heller ikke skjule sin begejstring over sin nye titel som Danmarksmester i telefonen med undertegnede. Og der er heller ingen tvivl om, at kitesurfing er hendes liv, og det er det, hun brænder for.
- Kitesurfing er min passion. Fra dag ét - I fell in love, siger hun og griner.
- Det gør mig så glad, og det er en sport, der passer rigtigt godt til mig. Jeg elsker 'the atmosphere', siger hun med klingende amerikansk accent, som hun tilsyneladende har raget til sig på en af sine udenlandseventyr med kollegerne fra hele verden.
Therese Taabbel er måske den danske komét, der kan sætte Danmark på kitesurfernes verdenskort. Hun har i hvert fald drømmene og ambitioner - og hjertet, ja, det sidder det rette sted.
- Jeg tror, jeg kan nå rigtigt langt. Jeg elsker det her, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Du kan i øvrigt gense Therese Taabel i et portræt af Kurt Leth fra, da hun var 14 år. Se portrættet her.