Dans på kirketårnet
Akrobatisk svævekunst på siden af Aarhus Domkirkes tårn
Dans kan være mange forskellige ting. Og det er netop det Bora Bora - Aarhus' scene for dans og visuelt teater - ønsker at understrege, når de i dag præsenterer dans udenpå domkirketårnet med Esther Wrobel og balancekunst med Don*Gnu på Store Torv.
- Dans er en kunstart uden begrænsninger. Dem, vi har valgt at præsentere, understreger dette på fornemmeste vis, siger Bora Boras kunstneriske leder, Jesper de Neergaard, i en pressemeddelelse.
Danser og koreograf Esther Wrobel vil fra en wirer svæve rundt i en akrobatisk koreografi på siden af Aarhus Domkirkes tårn, og den lokale danse- og performancegruppe Don*Gnu vil tre gange i løbet af dagen opføre " N.A.R.G. - North Arena Rumble Game". Her vil de på et fem meter bredt super size balance board, der drejer og vipper, give deres bud på dans i byens rum.
Begge forestillinger er del af arrangementet "Stop!Dans!" i anledning af Dansens Dag, der foregår i dag fra kl. 14.30-17.30 på Store Torv.
Se mere i nyhederne kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.
Få en smagsprøve på de to forestillinger her: