Danmarks ældste genbrugsbutik fejrer 47-års fødselsdag: Populær som aldrig før
I 47 år har Danmarks ældste genbrugsbutik i det centrale Aarhus solgt brugt tøj, læste bøger og aflagte sko. I dag slog de så dørene op til en helt nyrenoveret butik.
Det er ikke kun lokalerne, der har ændret sig siden Danmarks ældste genbrugsbutik, Folkekirkens Nødhjælps Genbrugsbutik, slog dørene op i det centrale Aarhus i 1972.
Det har kunderne også. Og i dag strømmede de ind i den 47 år gamle, helt nyrenoverede butik.
- Dengang var det ikke populært at købe genbrug. I dag er det en trend, fortæller Birgitte Birk, der er konsulent for genbrug i Folkekirkens Nødhjælp.
Det skyldes ifølge Folkekirkens Nødhjælp blandt andet det enorme fokus på klimaforandringer.
Intet nyt tøj i et år
Og det er en af dagens kunder, Ida Rathje, et bevis på.
- Det er virkelig rart for pengepungen og så også for kloden, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Faktisk har Ida Rathje, sammen med en højskoleveninde, lavet en helt særlig aftale:
- Hun spurgte, om vi ikke bare skulle lave en kontrakt om, at vi ikke måtte købe nyt tøj i et år, og det synes jeg egentlig ikke lød så hårdt, når nu jeg alligevel har det her mindset. Så vi har skrevet under på, at vi ikke må købe nyt tøj, fortæller hun.
Det betyder, at Ida Rathjes garderobe næsten kun er fyldt med tøj, andre har brugt før hende.
- Man kan være heldig at finde noget mega lækkert som kan være med til at præge en personlig stil, siger Ida Rathje.
Stigende interesse for det brugte
Ruth Andersen var sammen med hendes mand med til at åbne Danmarks første genbrugsbutik i starten at 70’erne. Hun har siden dengang mærket den stigende interesse for det brugte.
- Der har været enorm interesse for genbrug. Det har været alle mulige slags mennesker, unge, gamle, fattige, rige, tykke og tynde, fortæller hun til TV2 ØSTJYLLAND.
I dag er der flere og flere unge, der køber brugte vare. Derfor forsøger forretningen at ramme tidens tendenser, sætte sig ind i de unges tankegang og indrette butikken derefter.
Siden åbningen i 1972 af forretningen i Aarhus er det gået stærkt, og antallet af Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker i Danmark er nu oppe på 116 og drives af 3.600 frivillige.