Daniel Carlsen efter hærværk: Er vant til det
Danskernes Partis formand er ikke ligefrem rystet over, at hans fremmøde har givet anledning til demonstration og hærværk
Natten til i dag blev VU ungdom i Aarhus’ lokaler udsat for hærværk.
Lokalerne i det centrale Aarhus fik smadret en rude, og der var skrevet ukvemsord på facaden.
Årsagen er, at lederen af Danskernes Parti Daniel Carlsen her til aften holder oplæg hos VU Ungdom.
Her til aften er der samtidig demonstration mod Daniel Carlsen ude foran bygningen.
Læs også
- Jeg er meget ked af det på VU’s vegne, at de skulle have smadret en rude, og jeg er også ked af det på demokratiets vegne, at vi stadig har folk i Danmark, der åbenbart mener, at man ikke skal kunne debattere med hinanden, siger Daniel Carlsen.
Han har dog ikke meget til overs for demonstranterne.
- Jeg synes, det er en forkølet flok, man kan se derude, så jeg ved ikke hvor meget modstand, der er. Jeg har nok vænnet mig lidt til, at den slags ting sker en gang imellem, fordi jeg har oplevet det mange gange. Det er antidemokrater, der står ude foran, som ikke vil have, at man mødes og debatterer med hinanden, og det kan man som demokrat og politisk menneske ikke bukke under for, siger han.
Se mere i videoen øverst i artiklen.