Claus efterlyser sin elskede bobbel: - Margrethe har jo blåt blod

Efterlysning af Volkswagen er blevet delt 6000 gange på Facebook.

Claus Bue Jensen og "Margrethe" har kørt små 9000 km sammen. Her i et lykkeligt øjeblik. Foto: Privat

- Hun er flot og poleret udvendig, men indvendig kan man godt se, hun har nogle år på bagen. Hun har noget patina. Det er helt sikkert en del af charmen.

Claus Bue Jensen fra Aarhus er svært ramt af savn. Han savner sin Margrethe, som han kalder den Volkswagen 1200LIM, der indtil for nylig var i hans varetægt.

Læs også Tankeløst snyd i forlystelsespark: - Det fylder meget hos de ansatte

For få dage siden blev den petroleumsblå bil dog stjålet, mens den stod parkeret ved amtssygehuset i Aarhus.

Det har fået Claus Bue Jensen til at efterlyse sin bil via Facebook, og indtil videre er hans opslag blevet delt 6000 gange.

Margrethe er fra 1965, og Claus Bue Jensen gav 50.000 kroner for bilen. Foto: Privat

Margrethe og Henri 

Claus Bue Jensen har altid haft en passion for ældre biler, og han har ejet sin Margrethe i to år.

- Når man sætter sig ind i en gammel bil, har man altid god tid. Jeg har kørt til Polen i den med en tophastighed på 60 km/t, siger han til TV2 ØSTJYLLAND og tilføjer:

- Jeg har aldrig brugt GPS i den. Jeg har selvfølgelig haft en retning, hvis jeg skulle et sted hen, men jeg har altid taget den vej, jeg følte for.

Læs også VIDEO: Mød Østjyllands største tognørder

Claus Bue Jensen bor i et kollektiv i Aarhus, og navnet Margrethe er affødt af en anden bil i kollektivet. 

- Vi har en Henri, en rød Citroen Berlingo, og så kom jeg frem til Margrethe, for hun har jo blåt blod, og så føler jeg, hun er lidt royal at køre i, siger han med reference til bilens petroleumsblå farve. 

Spandt som en mis

Claus Bue Jensen og Margrethe har kørt små 9000 km sammen, og Claus har så mange gode oplevelser med sin bil, at han føler, at sit bekendtskab med bilen strækker sig længere end to år. 

- Jeg er altid blevet fortalt, at bobler er pålidelige, og det må man sige, at hun var. Hver gang jeg drejede nøglen, spandt hun som en mis. Jeg bliver faktisk lidt nostalgisk, lyder det. 

Læs også Søren var træt af at fjerne sten - så fik han en god idé

Margrethe er fra 1965, og Claus Bue Jensen gav 50.000 kroner for bilen.

- Det var væsentlig over mit budget, men da jeg fandt den, vidste jeg, at det var den, jeg skulle have. Så måtte jeg finde ud af det økonomiske bagefter, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Charme og karakter

Der er noget ganske særligt ved ældre bilmodeller, mener Claus Bue Jensen.

- Passionen kommer af den charme og karakter, som gamle biler udstråler. De har i mine øjne hver deres personlighed, der stråler af de mange år de har på bagen. Det smukke er altid at tænke på, hvor mange gode minder de har haft, lyder det. 

Læs også Annesofie har et budskab til alle: - Behold det i lommen, eller smid det i skraldespanden

Margrethe er efterlyst ved politiet. Hvis du ser den petroleumsblå bobbel, vil Claus Jensen vil blive meget, meget glad, hvis du kontakter på mobilnummer 30 24 30 27.

Margrethe forsvandt natten til lørdag den 22. august.