- Champagnen er klar
I dag er Aarhus-virksomhed med til at skrive historie
Den aarhusianske teknologivirksomhed Terma i Lystrup får i dag forløsning efter en 20 år lang rejse.
Virksomheden deltager i samarbejde med Det Europæiske Rumagentur (ESA) i missionen om for første gange nogensinde at lande på en komet.
Det sker med hjælp fra satellitten Rosetta, som har været 10 år undervejs i verdensrummet. Den blev sendt af sted fra Jorden den 2. marts 2004 og har siden tilbagelagt 6,6 milliarder kilometer.
I dag er Rosetta så klar til at fuldføre sin mission: At sætte landingsfaretøjet Philae ned på kometen 67P, som lige nu befinder sig 500 millioner kilometer ude i verdensrummet.
- Det er stort at opleve, at det her forhåbentlig bliver en succes.. At man får sat landingsfartøjet sikkert og stille og roligt ned på kometens overflade, siger Kasper Rasmussen, som er kommunikationschef hos Terma, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er Terma i Lystrup, som har produceret selve strømforsyningen til satellitten Rosetta. Som noget helt særligt sker produktionen af strøm med hjælp fra solpaneler.
I 10 år har strømforsyningen nu holdt liv i Rosetta - selv i en to og et halvt år lang periode, hvor satellitten lå i dvale.
Hvis alt går som planlagt, skal Rosetta gerne kunne afsætte landingsfaretøjet i eftermiddag mellem klokken 17 og 17.30 i eftermiddag. Hos Terma bliver missionen fulgt nøje hele dagen igennem, så her er champagnen klar:
- Jeg har hørt nogen sammenligne det med den dag, de første mennesker gik på månen. Det er nok noget, der tenderer det, siger kommunikationschef Kasper Rasmussen og tilføjer:
- Rent teknisk er det en bedrift, der er i samme kaliber.
Målet med Rosettas mission er, at kunne tage prøver fra kometen 67P for på den måde, at kunne blive klogere på livets oprindelse.