Central gade ombygges: Skal gøre det trygt for cyklister og fodgængere
Frederiks Allé i Aarhus har længe været utryg at færdes på for cyklister og fodgængere, men det gør Aarhus Kommune nu noget ved. Og det glæder den lokale borgerforening.
Aarhus Kommune har i sin mobilitetsplan beskrevet Frederiks Allé som byens næststørste cykelkorridor.
Men de mange cyklister på Frederiks Allé samt fodgængerne har i længere tid følt sig utrygge ved at færdes på gaden, der også har en høj rate af cyklistuheld.
Kommunen har derfor afsat ti millioner kroner i 2020 og 2021 til at forbedre sikkerheden, kapaciteten og fremkommeligheden på strækningen.
Læs også
Og nu er kommunen i samarbejde med arkitekter, ingeniører og ikke mindst borgere i området blevet enige om, hvordan Frederiks Allé i fremtiden skal se ud.
- Vi skaber bedre trafikforhold for beboere, trafikanter og cyklister på Frederiks Allé, skriver rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek, på Facebook.
Borgerforening glade for kommunens samarbejdsvilje
Borgerforeningen Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd har længe forsøgt at sætte fokus på de trafikale udfordringer på Frederiks Allé.
- Det er nødvendigt at ombygge den, fordi den ikke er hensigtsmæssig for de bløde trafikanter. Opgaven har derfor været at udvide de smalle fortove og cykelstier, siger næstformand i Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd, Henrik Olsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Og i foreningen er man glade for, at Aarhus Kommune har indlemmet dem i processen omkring ombygningen helt fra starten af.
- Vi er blevet inviteret med i den her proces helt fra starten af, og vi har haft en løbende dialog med de involverede parter. Det har været et meget åbent samarbejde, som vi har været meget tilfredse med, siger Henrik Olsen.
Læs også
Nu ligger planerne klar til at blive udført i løbet af 2021, og i Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd er de meget tilfredse med og ser frem til at kunne færdes sikkert på Frederiks Allé.
- Opgaven har været ikke at stille nogen ringere for at gøre det bedre for andre, og det synes vi er lykkedes rigtig godt. Den eneste forskel for bilister er, at man ikke længere kan dreje til venstre ind på Jægergårdsgade, når man kommer fra Frederiksbro, siger Henrik Olsen.