Carpark North står bag Danmarks nye OL-sang: Hør den her
Sangen bliver Danmarks officielle sang til OL i Tokyo 2021. Rockbandet i front stammer fra Aarhus-området.
Det østjyske rockband Carpark North lægger lyd til Danmarks officielle OL-sang i Tokyo 2021.
Sangen ’Vi kommer alle et sted fra’ er en hyldest til de danske atleter, der stiller op til verdens største sportsbegivenhed. Det skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.
- Ikke alene har de kæmpet ekstra hårdt - og ekstra længe - for at forberede deres livs præstation, skriver de.
Godt 100 danske atleter sendes afsted, når OL skydes i gang 23. juli.
En hyldest til baglandet
Forsanger i Carpark North, Lau Højen, har skrevet teksten, som er en hyldest til baglandet.
- Sangen er en fortælling om, at vi når vores drømme på skuldrene af alle dem, der har formet os: Lærere, trænere, venner og familie, siger Lau Højen fra Carpark North.
- Jeg ser for mig, at atleterne står i Japan, hører sangen, og mærker deres hjemland og alle dem, der fik dem frem til dette punkt. Og så drømmer jeg om, at der bliver spundet en tråd imellem os tilskuerne og atleterne.
Læs også
Carpark North har sit eget bagland i Østjylland. Bandet blev dannet i Beder syd for Aarhus i 1999. De indspillede deres første album i Puk Studierne ved Randers i 2003.
I indslaget herunder kan du få en musikalsk rejse gennem Aarhus. Her taler trommeslager i Carpark North, Morten Thorhauge, om, da deres rejse startede sidst i 90'erne.