Byrådsmedlem vil have opsagt samarbejde
Ifølge medlem af sundhed- og omsorgsudvalget i Aarhus Kommune bør Forenede Care ikke drive Bøgeskovhus
Jan Ravn Christensen (SF), der er medlem af sundhed- og omsorgsudvalget i Aarhus Kommune, er ærgerlig over, at Forenede Care får lov til at fortsætte driften af lokalcenter.
Et uanmeldt tilsyn 26. august på Lokalcenter Bøgeskovhus i Viby, der bliver drevet af Forenede Care, viser, at der stadig problemer med den sygefaglige indsats.
Det er ikke første gang. Gennem sommeren er der flere gange blevet rejst kritik mod driften af centret.
- Jeg havde gerne set, at vi tidligere på måneden, havde sagt, at nok er nok. Jeg synes ikke, at Forenede Care håndterer sagen seriøst nok, og de har fået mange vink med en vognstang nu. Men der er stadig for meget ikke fast personale og mange vikarer og afløsere, siger Jan Ravn Christensen.
Ny kritik af Forende Care og Bøgeskovhus
- Men rådmanden (Jette Skive (DF) red.) har givet en tidsfrist til december, og så må vi forholde os til det, siger fortsætter han.
Jan Ravn Christensen var selv tilbage i 2012 med til at stemme for, at det private skulle overtage driften af nogle af kommunens plejecentre. Men den beslutning fortryder han i dag.
- Det var et krav for de andre partier, så allerede dengang var det ikke en ide, jeg var lun på. Men jeg er voksen nok til at indrømme, at den beslutning, vi traf dengang, var forkert. Vi skal tilbage til offentlig drift, hvor vi har helt tydeligt styr på, hvad vi har med at gøre, siger Jan Ravn Christensen.
Forenede Care har indtil videre fået en frist frem til 1. december til at få rettet op på problemerne på Bøgeskovhus.