Byggesjusk for millioner
Gulvene krakelerer på nyt supersygehus
- Dårligt håndværk og mangelfuld kontrol. Uheldige omstændigheder og manglende omtanke.
Sådan beskriver byggechef Søren Overgaard årsagerne til, at byggeriet af Det Nye Universitetshospital i Skejby er rendt ind i alvorlige problemer.
På flere etager i det enorme byggeri sygehusbyggeri er gulvene begyndt at krakelere, fordi de udenlandske håndværkere ikke har udført deres arbejde godt nok.
Mængden af cement og sand i det beton, gulvet er støbt af, har ikke været blandet, som det skulle, og der er derfor opstået problemer i forbindelse med hærdningen. Det har nu fået gulvet til at slå revner.
Ifølge byggechef Søren Overgaard kan det være op mod 20.000 kvadratmeter gulv, som er støbt med den forkerte blanding.
- Der sker alle fejl alle steder. Det skal ikke opfattes som om, at det er okay, men der er ikke noget at gøre ved det, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Byggeriet af sygehuset har tidligere haft problemer med skimmelsvamp og utætte facader.
Den ansvarlige gulventreprenør står nu tilbage med regningen på de anslåede 10 millioner kroner, som det koster at støbe nye gulve på flere etager.
Se et tv-indslag om det bekostelige byggesjusk øverst på siden.