Butikstyve anholdt med stjålne nummerplader
To yngre mænd anholdt på Randersvej i Aarhus
Det er tilsyneladende klogt at være en smule diskret, hvis man monterer stjålne nummerplader på sin bil.
Det må to mænd på henholdsvis 22 og 27 år sande, efter at de torsdag blev anholdt på Randersvej i det nordlige Aarhus.
De to mænd havde kort forinden skiftet nummerplader på deres bil, mens de befandt sig foran en Netto-butik midtvejs mellem Stjernepladsen og Ringvejen.
Læs også
- Vi blev ringet op af et vidne, der havde set noget, der så mærkeligt ud. Vi havde en patrulje i nærheden og kørte derfor straks derhen. Det lykkedes at finde mændene på en tankstation kort derfra, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det viste sig, at de to mænd havde stjålet nummerplader på Trøjborg ikke langt derfra.
Derudover blev de sigtet for tyveri af to Faxe Kondi Booster-drikke i Netto-butikken på Randersvej.
De to anholdte mænd kommer fra henholdsvis Ikast og Brande i Midtjylland.