Butik genåbner efter fund af rottelort: Der er styr på det nu
Frugt- og grøntbutikken Orient blev lukket af Fødevarestyrelsen, fordi der blev fundet muse- og rotteekskrementer
Et uanmeldt besøg fra Fødevarestyrelsens Rejsehold førte i sidste uge til, at den lokale frugt- og grøntbutik Orient i Brabrand blev lukket ned med øjeblikkelig varsel.
Det skete efter fund af, hvad Fødevarestyrelsen vurderede til at være muse- og rotteekskrementer.
Nu skulle der gerne være styr på problemerne, fortæller indehaver Suma Hassan Abdel-Kader til TV 2 | ØSTJYLLAND:
- Butikken er åben igen, og vi har fået en gladere smiley fra Fødevarestyrelsen.
Læs også
Under kontrolbesøget studsede Fødevarestyrelsen blandt andet ved, at der var opsat muse- og rottefælder i butikken og mente derfor, at indehaveren var opmærksom på problemet.
Det er Suma Hassan Abdel-Kader uenig i. Hendes forklaring er, at fælderne var sat op som en forebyggende forstaltning, men at hun ikke på noget tidspunkt havde set nogle skadedyr i butikken.
- Det er, fordi der er mange rotter i Gellerupparken i øjeblikket på grund af helhedsplanen. Det vrimler rundt med dem udenfor, siger hun.
Fødevarestyrelsen udstedte i forbindelse med kontrolbesøget et straksforbud mod produktion og markedsføring i og af butikken. Det er det forbud, som nu ifølge butiksindehaveren er ophævet.