Bureaukrati koster børnehave 400.000 kr.
En ændret rute for en busfuld skovbørnehavebørn betyder en stor ekstra regning til kommunen. Men der kan være politisk hjælp på vej allerede onsdag.
Hver dag i otte år er en bus med børn fra Skovbørnehaven Skovtrolden i det centrale Aarhus kørt gennem Busgaden på sin vej til og fra skoven.
Men det må bussen ikke længere. Den dispensation, der tidligere har været givet, for at bussen må køre netop den vej, gives nemlig ikke længere.
I stedet skal skovbørnehavens bus køre ad en ny rute med gader så snævre, at en stor bus ikke kan være der
Læs også
Bus eller pædagog
Derfor må skovbørnehaven nu fragte børnene i to mindre busser. En forandring, der ifølge børnehavens beregninger vil koste kommunen 427.000 kroner ekstra om året.
- Det er helt håbløst, at man vælger en beslutning som koster over 400.000 ekstra kroner om året, siger Peter Laut Matzen, der er far til et barn i Skovtrolden.
- Jeg forestiller mig, at man kunne have en ekstra pædagog for de penge, fortsætter han.
Mulige forsinkelser
Forklaringen på den ændrede busrute for skovbørnehaven er ifølge Teknisk Forvaltning, at bussen koster forsinkelser for den kollektive trafik. Det er imidlertid en forklaring byrådspolitiker Jan Ravn Christensen (SF) ikke giver meget for.
- Bussen har kørt denne rute i hvert fald i otte år og formentlig også længere. Der er ingen, der har peget på at der er store gener for den kollektive trafik, siger Jan Ravn Christensen (SF), der er medlem af Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune.
Læs også
Dispensation på vej
Ifølge rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V) har der aldrig eksisteret en skriftlig dispensation til børnehavens buskørsel. Han undrer sig derfor over udmeldingen fra børnehavens forældre.
- Det er byrådet, der har besluttet, at Busgaden kun er for busser og taxaer, siger han.
Men argumenterne for at give en dispensation er gode, mener rådmanden. Derfor vil han og partifællerne i Venstre til byrådsmødet på onsdag stemme for at give skovbørnehaven dispensationen.
- Der er noget økonomi at spare og politiet siger, at der ikke er noget i vejen for at de kan få dispensationen. Jeg tror, der er et flertal for at give dispensationen på byrådsmødet på onsdag, lyder det fra Bünyamin Simsek.