Budgettet er sprængt: Aarhus mangler penge til deres socialt udsatte borgere

Ifølge prognoserne mangler der 27,4 millioner i 2020 og 48,4 millioner i 2029.

Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Kristian Würtz (S) indviede sidste år et nyt stofindtagelsesrum i Sydhavnen. Det risikerer nu at skulle lukke.

Det kan få store konsekvenser for socialt udsatte borgere i Aarhus Kommune, hvis kommunen ikke finder de penge, der lige nu står og mangler.

- Det er et stort problem, fordi vi er pressede på at kunne yde den støtte til dem, der blandt andet bliver ramt af psykisk sygdom og hjemløshed, som er nødvendig for at de kan komme igen, siger Kristian Würtz (S), der er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Nyt fixerum indviet i Sydhavnen i Aarhus

Ifølge en ny analyse står området til en forventet økonomisk ubalance på 22,8 mio. kr. i år. Ubalancen forventes at stige til 27,4 mio. kr. i 2020 og til 48,4 mio. kr. i 2029, hvis ikke der sættes ind.

Området er en del af socialområdets decentraliserede område og har en ramme i 2019 på 474 mio. kr. De hjælper blandt andre folk med psykisk sygdom, nogle handicapgrupper og hjemløse.

Ikke fagligt forsvarligt 

Og det er netop de grupper, som mulige besparelser kan gå ud over. Et forslag er at inddrage den udvidede åbningstid i kommunens stofindtagelsesrum, der er et sted, hvor stofmisbrugere i trygge rammer kan tage stoffer. Men det er en dårlig ide, mener rådmanden:

-  Det anbefales ikke fagligt at gennemføre den besparelse, da vi risikerer at flytte misbruget ud på gaden og i opgange, siger Kristian Würtz.

Det kan ikke fortsætte. Vi er nødt til at få økonomien til at stemme ved at spare eller ved at bruge vores penge klogere. Eller ved at få tilført flere midler.

Kristian Würtz, Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse

Til spørgsmålet om, hvordan de er endt i denne situation, svarer rådmanden:

- Grundlæggende handler det om, at når vi bliver flere aarhusianere, bliver der også flere, der kommer ud for psykisk sygdom, får et handicap og har brug for støtte. Og vi kan ikke følge med, siger Kristian Würtz.

Læs også Lejlighedskompleks til hjemløse: Der skal stadig være mulighed for at sove udenfor

Og det er ifølge rådmanden en landsdækkende tendens. Otte ud af ti kommuner kan ikke holde rammerne. 

- Det kan ikke fortsætte. Vi er nødt til at få økonomien til at stemme ved at spare eller ved at bruge vores penge klogere. Eller ved at få tilført flere midler.

Problemet er på dagsordenen under efterårets budgetforhandlinger. Det er dog allerede sat på dagsordenen ved Kommunernes Landsforening og i regeringen.

02:22

VIDEO: I tre år har Projekt Udenfor arbejdet på at få seks huse færdige til hjemløse i Aarhus. Nu står de færdige, tilladelserne er på plads, og husene kan komme på plads, så et nyt kapitel kan snart begynde for de involverede. Videoen er fra 20. maj 2019.

Luk video