Bruuns medalje er stadig væk: Tror den er på havets bund

Europamesteren i fodbold Morten Bruun fik stjålet sin guldmedalje, og der kom aldrig et gennembrud i sagen

Arkiv Foto: Ernst van Norde - Scanpix

Arkiv Foto: Palle Hedemann -Scanpix

Arkiv Foto: Palle Hedemann - Scanpix

1 af 3

I slutningen af marts drog den tidl. professionelle fodboldspiller Morten Bruun fra hjemmet i Højbjerg mod Parken i København for at kommentere en fodboldlandskamp. I det tidsrum brød en tyv ind i hans hjem og stjal den guldmedalje, han blev tildelt under EM i 1992. I dag er medaljen stadig væk, og der er ingen spor at gå efter.

- Der var nogle løse henvendelser blandt andet fra en, som åbenbart altid ringer til folk, der er blevet bestjålet, og fortæller, han ved hvor tingene er. Men derudover kom der intet brugbart, så der er ikke så meget mere at gøre, siger Morten Bruun nu til tv2oj.dk.

Læs også Tyv stjal Morten Bruuns EM-medalje

Kommentatoren har selv en fornemmelse af, hvor medaljen kan være endt.

Ikke gået efter medaljen
- Jeg er helt sikker på, at tyven ikke er gået efter medaljen. Så håbet var jo, at den ville blive smidt indover hækken igen, men nu er den nok havnet i en skraldespand eller på bunden af havet, lyder buddet fra Morten Bruun.

Ifølge ham var det altså et tilfælde, at medaljen blev en del af udbyttet for indbrudstyven. Tabet af symbolet på EM-sejren er dog ikke noget, der tynger ham meget i hverdagen.

Læs også Unge tyveknægte gik på rov i vaskekælder

- At jeg har mistet min medalje, er kun noget jeg tænker over, når nogen spørger ind til den, og jeg bliver mindet om den. Det sker jævnligt, og så kan det da godt ærgre mig, at den er væk, forklarer han.

Østjyllands Politi skrev efter indbruddet rapport og sikrede sig spor fra gerningsstedet, men Morten Bruuns formodning er, at sagen nu er henlagt.