Bruger ferien på idéudvikling
Studerende samarbejder på tværs af studierne
En gruppe medicin- og ingeniørstuderende på Aarhus Universitet har droppet en del af sommerferien. I stedet har de samarbejdet på tværs om at forbedre forskellige teknologier til sundhedssektoren.
Det drejer sig om 23 medicin- og ingeniørstuderende, der på tre uger har kogt deres innovative tanker sammen til fem projekter, som kan gøre livet lettere og sikrere patienter og ansatte i sundhedssektoren.
Forløbet er en sommerskole, og sammensætningen af medicin- og ingeniørstuderende har gjort, at projekterne har afsæt i den virkelige verden
- Man har nogle forskellige faglige ting i bagagen, og det gør, at man kan få nogle løsninger, som man måske ellers ikke ville have fundet, siger Lajla Krogh Berglann, der er ingeniørstuderende fra Aarhus.
Der er også et element af konkurrence i projektet, da et dommerpanel kårer det bedste af de fem projekter.
- Det betyder ikke noget. Vi ville gøre en lige så stor indsats, uanset om det var en konkurrence eller ej, siger Lajla Krogh Berglann.
Projekterne handler blandt andet om en robotarm og en app til videokonsultation hos lægen.
Du kan se mere om projekterne i tv-indslaget øverst på siden.