Brud på gasledning: Trafikken på Viborgvej i Aarhus lammet
Politiet spærrer for trafikken i begge retninger, indtil gasledningen er repareret
OPDATERET: Viborgvej er sent fredag aften igen åben for trafik. Læs mere her.
_____
Den stærkt trafikerede Viborgvej i det vestlige Aarhus bliver fredag eftermiddag spærret i begge retninger.
Ifølge Østjyllands Politi er der sket et brud på en gasledning i rundkørslen ved Tilst Vestervej nær Aarhus' bygrænse.
Indtil gasledningen er repareret, har Aarhus Brandvæsen bedt politiet om at rykke ud til rundkørslen i Tilst, hvor deres opgave bliver at dirigere trafikken. Bilisterne kommer dermed til at skulle køre ad andre veje i området.
SE OGSÅ: Den Blå Bro lukkes ned i fem måneder
- Vi kommer til at spærre Viborgvej af i begge retninger, mens gasledningen bliver repareret - det bliver vi nødt til. Vi ved endnu ikke, hvor lang tid det kommer til at tage, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi til tv2oj.dk fredag eftermiddag kl. 16.30.
Ifølge trafikmeldingerne fra stedet er der flere kilometer kø på Viborgvej. Køen ind mod Aarhus strækker sig længere end Bilka-krydset ved Tilst Skolevej.
SE OGSÅ: Flere kilometer kø efter uheld på E45
Ifølge vagtchefen ved Østjyllands Politi skete bruddet på gasledningen på et uheldigt tidspunkt - og på et uheldigt sted. Trafikken på Viborgvej er ofte tæt fredag eftermiddag efter fyraften.
- Det kan dårligt blive værre, konstaterer han.
Har du billeder eller video fra stedet? Send det til TV 2 | ØSTJYLLAND på redaktion@tv2oj.dk eller Facebook.