Brand i silo: Sådan redder værket træpillerne
På Studstrupværket forsøger man at redde så mange træpiller som overhovedet muligt. Det er der sejlet en pram ind for at hjælpe med.
Hvis alle 55.000 ton træpiller fra den silo, som der lige nu er brand i på Studstrupværket, gik til spilde, så ville det svare til 10-12 dages forbrug. Så grelt går det dog næppe. I hvert fald har Ørsted - som driver værket - tilkaldt en pram, som skal opbevare de træpiller, som i øjeblikket graves ud af siloen.
Det fortæller Carsten Birkeland Kjær, pressekontakt i Markets & Bioenergy ved Ørsted.
- Håbet er, at vi kan bruge det, som brandvæsenet graver ud nu. Det bliver læsset over på en pram, som vi kan lukke af, forklarer han til TV2 ØSTJYLLAND.
Transportsystem trækker dem ud
Prammen ligger i en lille havn lige ved siden af siloen, så der er ikke langt til aflæsningen. Ifølge Carsten Birkeland Kjær er der lige nu fokus på at grave træpillerne ud, men der er altså også fokus på at redde så mange træpiller som muligt.
- I bunden af siloen er der et transportsystem, hvor det kan trækkes ud gennem nogle nødslusere. Vi kigger også på, om vi kan begynde at køre noget af det, som ikke er beskadiget, direkte i kedlen. Vi skal finde ud af, om det er teknisk muligt og forsvarligt, siger han.
Problemet er, at man ikke er sikker på, hvor ilden ulmer i siloen, og derfor kan træpillerne, som graves ud, være beskadiget.
- Brandvæsenet arbejder på højtryk på at komme ind til den ulmende kerne. Vi har en mistanke om, at det ligger i den nederste halvdel af siloen, så måske er hele den øverste halvdel ikke berørt, siger Carsten Birkeland Kjær.
Grunden til at man kan spore sig ind på, hvor branden nogenlunde ulmer, er varmefølere, som sidder på siloen. Ifølge dem, er den største varme i bunden, hvilket indikerer, at det er her, der er ild.
Påvirker ikke forbrugerne
Carsten Birkeland Kjær forsikrer, at branden ikke kommer til at påvirke forbrugerne på pengepungen eller forsyningen.
- Selvom det er enormt store mængder, så svarer det til 10-12 dages forburg, hvilken er inden for en buffer vi har, som er der for at imødekomme uforudsete ting. Det vil ikke påvirke forbrugerne. Det vil være en forsikringssag, så det ryger ikke videre på varmeregningen, konstaterer han.
Selvom det ikke kommer til at ramme forbrugernes pengepung, så har branden i høj grad påvirket omgivelserne i form af røg og lugt.
- Vi vil for alles vedkommende gøre det her så hurtigt, som vi kan. Det er generende for dem, der har lugten og røgen, men den måde vi gør det på, er den hurtigste måde at få det stoppet, siger Carsten Birkeland Kjær.
Branden opstod torsdag. Hvor lang tid den kommer til at vare, afhænger af, hvor hurtigt brandvæsenet får gravet sig ind til den ulmende ild. Sandsynligvis kommer der til at gå dage endnu, før røgen - og dermed lugten - er forduftet.