Bowlerobot er klar til OL i Qatar

To ingeniørstuderende fra Aarhus Universitet har som det eneste danske hold kvalificeret sig til World Robot Olympiad

Elektronikingeniørstuderende med bowlingrobot. Foto: Lars Kruse

Et lille bowlende væsen fyldt med højteknologisk isenkram har sikret de to universitetsstuderende, Andreas Toft og Martin Ravnkilde, en plads til dette års robotolympiade.

Robotten kan samle en kugle op, stille sig i en fuldstændig nøjagtig position, affyre skud med en nøje beregnet kraft og forhåbentlig vælte samtlige kegler.

Der er tale om en fuldautomatisk robot, der kan bowle. Den er kommet til verden på få måneder i laboratorierne på Aarhus Universitet og har altså nu - som den eneste dansker - kvalificeret sig til de internationale olympiske lege i robotdesign.

Bowlende robotter i teknologiens superliga

Det er to elektronikingeniørstuderende, der står bag designet af den danske bowlerobot. Og selvom opgaven måske kan synes simpel, så ligger der flere hundrede timers ingeniørarbejde bag.

- Bowlingopgaven er stillet i olympiadens universitetskonkurrence, fordi den er enormt kompleks at løse. Det kræver en virkelig detaljeret teknisk indsigt i både programmering og mekanik at få en robot til at hente en bold på det rigtige tidspunkt, stille sig i position uden at tabe bolden og affyre sit skud med så høj grad af præcision, at den også kan vælte kegler, siger en af de studerende, Andreas Toft.

To skud til alle kegler

Til konkurrencen har robotten to skud til at vælte keglerne. De to studerende har bygget robotten af metal og udstyret den med laserøjne, der kan måle afstand og tælle kegler. Den har også et avanceret skydesystem, som gør den i stand til at accelerere boldens fart med stor præcision og kaste den i en bestemt retning.

"Det klart mest udfordrende har været at få robotten til at samle bolden op uden at tabe den og dernæst at få den til at kaste bolden, så den triller lige," forklarer Martin Ravnkilde.

Robotolympiaden afvikles i Qatar fra d. 6. til d. 8. november, og selvom de to studerende er udvalgt til at repræsentere Danmark, så forventer de at få kamp til stregen især fra de asiatiske hold. I alt deltager 32 lande, som hver må sende et enkelt team.