Borgmester: Brugerbetaling kan finansiere kattegatbro
Kattegatbro koster 118 mia. kr., fastslår ny rapport. Alligevel mener Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard, at der skal arbejdes videre med planerne
En samlet regning på næsten 118 mia. kr. får ikke Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) til at vakle i forhold til planerne om en bro mellem Østjylland og Sjælland.
Broen er nødvendig for at binde Danmark sammen, fastslår han.
En ny rapport fra Vejdirektoratet samt Trafik- og Byggestyrelsen viser, at det vil koste 117,9 mia. kr. at anlægge en fast forbindelse over Kattegat.
Rapporten får transportminister Hans Chr. Schmidt (V) til at vende tommelfingeren nedad. Også Socialdemokraternes transportordfører, Rasmus Prehn, fastslår, at tiden ikke er moden til at gå i gang med et projekt af den størrelsesorden.
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard opgiver dog ikke kampen trods politisk modstand på Christiansborg:
- Vi ved godt, at der er lang vej til realiseringen af så stort et projekt. Men det er fuldstændig afgørende, at vi holder fast i visionen. Det her er det, der kan binde Danmark bedre sammen, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Minister om prislap på 118 mia.: Kattegatbro er alt dyr
Ifølge Jacob Bundsgaard kan en meget stor del af udgifterne til broen finansieres via brugerbetaling:
- De 118 mia. kan for langt det mestes vedkommende finansieres via de takster, der skal betales for at køre hen over broen. Og det er det, der er den store finansieringskilde, mener han.
Aarhus-borgmesteren understreger desuden, at prisen på selve broen ikke bliver 118 mia. kr. Dette beløb omfatter også en lang række andre udgifter på land.
- Man har beregnet en lang række landanlæg ind i den her udgift - noget man ikke gjorde ved Storebæltsforbindelsen. Den reelle udgift for den danske stat ligger på 5 til 90 mia. kr., hvis man tager alt med. Indenfor det spænd er der plads til at finde løsninger. Det mener vi, at man skal gå i gang med, siger han.