Borger-kamp baner vej for cykelsti
Onsdag blev første spadestik taget til en cykelsti mellem Malling og Solbjerg. Det var næppe sket, hvis de lokale ikke havde råbt højt
Hvis man drømmer om en cykelsti eller noget andet i sit lokalområde, så hjælper det at råbe op og være vedholdende.
Det er ildsjæle fra Solbjerg og Malling et levende eksempel på.
- Vi har haft rigtig mange aktiviteter, siger Kirsten Louise Laursen, talsperson for SOS Cykelsti.
Hun fortæller, hvordan der er solgt folkeaktier, indsamlet underskrifter og arrangeret forskellige events for at sætte fokus på behovet for en cykelsti mellem de to byer.
Onsdag blev flere års arbejde belønnet, da første spadestik blev taget til cykelstien.
Læs også
Kirsten Louise Laursen er ikke et sekund i tvivl om, at de frivilliges kamp har banet vejen:
- Selvfølgelig har det det. Vi havde aldrig fået den cykelsti, hvis vi ikke selv havde råbt op om det, siger hun.
Kristian Würtz (S), rådmand for teknik og miljø i Aarhus Kommune, er enig.
- Der har været et rigtig stort engagement fra lokalområdets side i arbejdet med at skabe opmærksomhed for behovet, og det, tror jeg, har været positivt, siger han og uddyber:
- Det betyder, at det er kommet ind på lystavlen i forvaltningen og hos byrådspolitikerne, at der var et behov. Det, tror jeg, har været medvirkende til, at det her ønske er blevet indfriet, og vi nu i dag kan stå og fejre et første spadestik, siger Kristian Würtz.
Så du lægger mærke til det?
- Ja, det gør jeg da, det gør jeg da, svarer rådmanden.
I Borum har man i snart 30 år kæmpet for en cykelsti.
Indtil videre uden held. Men kampen bliver ikke opgivet.
- Nej, vi giver aldrig op. Jeg er ny i Borum, jeg har kun boet her i ti år. Så der er nye kampe for os allesammen. Det er vores børn, vi kæmper for. En dag vokser de op, og de fortsætter kampen. Det er ligesom ånden herude, siger Peter Trier, der er medlem af borgerforeningens bestyrelse i Borum.
Læs også
Han ser et stort behov for en cykelsti.
- Jeg tør ikke sende mine egne børn ud. Folk kører for hurtigt, og muligheden for at køre til Aarhus eksisterer ikke for børn i dag – heller ikke for unge børn. De skal helt op i gymnasiealderen, for at jeg vil turde sende dem ud, siger Peter Trier.
I videoen øverst i artiklen kan du se mere om kampen for en cykelsti mellem Solbjerg og Malling.