Bookmakerne tror ikke på det danske Melodi Grand Prix-håb

Bandet Lighthouse X med Johannes Nymark fra Mårslet som en af sangerne spås ikke mange chancer til Melodi Grand Prixet i Sverige

Foto: Bjarne Bergius Hermansen

1 af 3

Hverken Danske Spils oddssættere eller spillerne tror på dansk succes ved Eurovision 2016 i Stockholm. Torsdag aften skal Lighthouse X bestående af Søren Bregendal, Martin Skriver og Johannes Nymark - sidstnævnte fra Mårslet ved Aarhus - forsøge at synge Danmark videre fra semifinalen til lørdagens store finale.

Trioen strøg overraskende til tops ved det danske Melodi Grand Prix med sangen "Soldiers Of Love" og vandt dermed retten til at repræsentere Danmark ved Eurovision 2016 i Stockholm. Men på trods af den hjemlige succes og de stolte danske traditioner ved Eurovision-finalerne i Sverige, så tror hverken Danske Spils oddsættere eller Oddset-spillerne på endnu en dansk triumf.

Nymark og drengene klar til Grand Prix

- Det danske bidrag ser ud til at få det svært i Eurovision-semifinalen på trods af, at 10 sange ud af i alt 18 går videre til finalen, siger Peter Emmike, oddsansvarlig hos Danske Spil, i en pressemeddelelse.

- Hvis Lighthouse X kommer i finalen, skal vi formentlig snige os med på yderste mandat, da det er et stærkt semifinalefelt, som Danmark er oppe imod. "Soldiers Of Love" skiller sig i vores optik ikke nok ud til, at vi kan være sikker på stemmer fra de andre nationer, fortæller Peter Emmike.

En sejr giver stor gevinst

Størstedelen af Oddset-spillerne tror heller ikke på, at Lighthouse X når frem til finalen.

- Hele 75 % af alle indskud kommer på, at Danmark ikke kvalificerer sig til finalen, mens kun hver fjerde indskudskrone kommer på et dansk avancement, fortæller Peter Emmike.

Lighthouse X: Vil vinde i Stockholm

Og af samme grund er der da heller ikke faldet mange spil på, at gruppen går hele vejen, selvom det kan give en ganske pæn gevinst.

- Spiller man på at Lighthouse X går i vinder-fodsporene på Brødrene Olsen og Emmelie de Forest og laver et hattrick i det svenske, får man som spiller pengene tilbage 70 gange. En Top 3-placering er odds 20,00 værd, mens en Top 10-placering 11-dobler indskuddet, siger Peter Emmike.

Semifinalen torsdag begynder kl. 21.