Bombetrussel ved institution i Aarhus: Afspærringen er nu ophævet
Den Integrerede Institution Drivhuset på Bodøvej i Aarhus Nord har modtaget en bombetrussel. Alle er er evakueret og i sikkerhed, oplyser politiet.
Opdatering
Østjyllands Politi oplyser klokken cirka 14.15, at de er færdige med deres undersøgelser på stedet, og at de ikke har fundet nogle mistænkelige genstande. De fortsætter dog efterforskningen for at finde frem til gerningsmanden bag truslen.
15.30 oplyser Østjyllands Politi, at de har ophævet afspærringerne omkring institutionen, og det er dermed igen sikkert at opholde sig på området. Dermed kan institutionen allerede holde åbent igen i morgen, hvis kommunen ønsker det.
1. jan 1970, kl. 01:00
Østjyllands Politi har mandag eftermiddag været til stede ved en daginstitution 'Den Integrerede Institution Drivhuset' på Bodøvej i Aarhus N, da institutionen har modtaget en bombetrussel. Både børnehavebørn, vuggestuebørn og personale er evakueret og i sikkerhed.
- Alle børnene er i trygge hænder. Vi har afspærret området og er i gang med at undersøge området med bombehunde, fortæller kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Samtidig er Aarhus Kommune i fuld gang med at få fat i alle forældre, og børnene bliver hentet i et hus et stykke væk fra institutionen.
- Alt foregår stille og roligt. Vi kommer til at være der noget tid endnu for at undersøge nærmere, skriver Østjyllands Politi på Twitter klokken 13.00.
Flere patruljer er ankommet til Bodøvej, og der er afspærret på vejen, mens politiet arbejder.
Politiet kan ikke på nuværende tidspunkt oplyse, hvornår eller hvordan truslen om en bombe indløb. Klokken cirka 14.40 oplyser Østjyllands Politi dog på Twitter, at afspærringen på stedet er ophævet, og at de ingen mistænkelige genstande har fundet.
- Vi efterforsker videre for at finde frem til gerningsmanden bag truslen. Ikke yderligere info herfra, står der i opslaget.
Forældrene med ro i maven
Arthur på tre var i børnehave, da hans forældre blev ringet op af lederen i børnehaven, som fortalte, at Arthur var okay, men der havde været en bombetrussel i nabobørnehaven, Den Integrerede Institution Drivhuset på Bodøvej i Aarhus N.
Arthurs mor, Ida Raahauge, tog opkaldet meget roligt, men hoppede op på cyklen med det samme.
- Jeg tænkte, så må vi hellere komme af sted, men vi får nok ikke Arthurs madkasse eller cykel med hjem i dag, siger Ida Raahauge til TV2 ØSTJYLLAND.
Samme ro fandt forældrene hos personalet og børnene.
- Det er også en lidt mærkelig situation for personalet, men de tog det meget stille og roligt, de børn, jeg så, synes bare, det var sjovt at lege på en anden legeplads, siger Ida Raahauge.