Bombetrusler lukker lufthavne og centre i hele landet

Politi tømmer Aarhus Lufthavn samt lufthavn og indkøbscentre på Sjælland

Aarhus Lufthavn i Tirstrup er netop nu i færd med at blive evakueret som følge af en bombetrussel. Men truslen står ikke alene. Flere steder i landet er der ligeledes slået alarm. 

På grund af trusler om bomber er Roskilde Lufthavn og to indkøbscentre i henholdsvis Roskilde og Slagelse mandag først på eftermiddagen blevet evakueret.

Truslerne er tilsyneladende fremsat på næsten samme tid. 

Læs også Bombetrussel mod Aarhus Lufthavn: Alle evakueres

Ud over lufthavnen, der ligger i Tune, er Ro's Torv i selve Roskilde blevet truet.

Umiddelbart giver politiet ikke oplysninger om, hvordan truslerne er fremkommet - eller hvordan de er formuleret.

Men ordensmagten har altså besluttet at rømme alle tre lokaliteter. Samt altså Aarhus Lufthavn, hvor Østjyllands Politi i øjeblikket er til stede. 

I Slagelse er også brandvæsenet tilkaldt, og en ambulance holder parat, oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

- Vi har sendt alt disponibelt mandskab, siger vagtchef Henrik Karlsen til TV Øst.