Boligforeninger halter efter: Mette har købt en Tesla, men kan ikke lade op
Det kan være en stor udfordring at eje en elbil, hvis man bor i en boligforening uden ladestander. Beboere kan være tvunget til at finde ladere andre steder.
Det var en drøm, der gik i opfyldelse, da Mette Broager Lauritzen og hendes mand for tre år siden købte en Tesla.
- Den er superfed at køre i. Vi ville gerne have en elbil, og vi valgte, at det ikke skulle sætte en stopper for det, at vi ikke kan lade, hvor vi bor, siger Mette Broager Lauritzen til TV2 ØSTJYLLAND.
Dengang arbejdede hendes mand i Aarhus og kunne lade bilen op ved Navitas. Nu har han skiftet arbejde, så parret er nødt til at finde lademuligheder andre steder. I deres egen boligforening i Lystrup er der nemlig ikke opstillet ladestandere.
- Det er lidt op ad bakke. Vi har henvendt os til boligforeningen, fordi vi ved, der er andre afdelinger i boligforeningen, hvor der er et stort ønske om at få lademuligheder. Vi har så fået at vide, at vi skal afvente, siger Mette Broager Lauritzen.
Boligforening afventer
Mette Broager Lauritzen bor på Ellebrinken, som er en del af Boligforeningen Ringgården. Boligforeningen oplever jævnligt at få henvendelser fra beboere, der efterspørger muligheden for at etablere ladestandere. Men indtil nu har ingen af deres 46 afdelinger fået ladestandere.
- Vi vil gerne etablere ladestandere. Men det skal være op til de enkelte afdelinger, og de skal i en eller anden udstrækning selv sørge for økonomien bagved, siger direktør i Boligforeningen Ringgården, Martin Hersom Bien til TV2 ØSTJYLLAND.
I december uddelte Bolig- og Planstyrelsen 48 millioner kroner i tilskud til boligforeninger, der ville etablere ladestandere på de fælles på parkeringspladser. Over 1.700 søgte om støtte, og knap 500 ansøgninger – under en tredjedel – blev godkendt.
FAKTA: Så mange elbiler bliver der solgt
- I december 2021 slog salget af elbiler i Danmark rekord.
- Der blev solgt 4.725 elbiler, hvilket svarer til 27 procent af det samlede bilsalg.
- Derudover blev der solgt 5.509 plugin-hybrider.
- Elbilsalget er steget fra 2020 til 2021 med 80 procent.
Kilde: De Danske Bilimportører & bilstatistik.dk
Hos Boligforeningen Ringgården har seks afdelinger fået et tilskud, der kan dække en del af udgifterne i forbindelse med etableringen af ladestandere. Alligevel går man ikke i gang med at sætte dem op.
- Det er et vanskeligt marked, hvor vi ikke ved, hvad vi kan tilbyde, og hvordan økonomien skal hænge sammen. Der er anbefalinger på vej fra BL (Danmarks Almene Boliger) om, hvordan vi skal etablere det. De kommer i slutningen af februar, så det afventer vi, inden vi gør mere, siger Martin Hersom Bien.
Beboerdemokrati spænder ben
Også hos FDM kender man til udfordringerne. Her får man daglige henvendelser fra medlemmer, som bokser med at få deres boligforening til at opsætte ladestandere.
- Vi har beboerdemokrati i Danmark, og det plejer vi at være rigtigt glade for, men lige i det her tilfælde kan det stå i vejen for, at boligforeningen får lov til at stille ladestandere op. Hvis et flertal siger, at de ikke vil have ladestandere, så er projektet dødt, siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom hos FDM, til TV2 ØSTJYLLAND.
For Mette Broager Lauritzen blev redningen en lokal virksomhed. Da IdHAIR i maj 2021 satte fire ladestandere op til deres medarbejdere, besluttede de, at de skulle være tilgængelige for alle uden for åbningstiden. Derudover opsatte de tre ekstra, som offentligheden har adgang til døgnet rundt.
- Det, synes jeg jo, er fantastisk, så det er muligt for sådan nogle som os, der bor i boligforening, at have elbil, siger Mette Broager Lauritzen.
For IdHAIR var det en ”no-brainer” at gøre ladestanderne tilgængelige for borgerne. Det kostede nemlig ikke det store at etablere ekstra ladepladser, når man nu allerede var i gang med at grave.
- Hovedgrunden til, at vi gjorde det, var fordi vi selv havde behovet. Derefter ville vi gerne lave god kundeservice for dem, der besøger os. Og så fandt vi ud af, at vi lige så godt kunne gøre dem tilgængelige. Vi taber ikke noget ved det, men har en masse at vinde på det, siger marketingchef hos IdHAIR, Kasper Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Bedre samarbejde med virksomheder
Hos IdHAIR håber man, at tilbuddet kan inspirere andre virksomheder til at gøre noget lignende. Samme opfordring har byrådsmedlem, Jakob Søgaard Clausen (DF), der vil arbejde for, at kommunen bliver bedre til at samarbejde med virksomhederne.
- Jeg synes, det er rigtigt god stil af IdHAIR. Jeg tror også, det er en del af løsningen, for vi skal heller ikke have så mange ladestandere, at der er en til hver enkelt bil. Det er både spild af ressourcer og lidt skørt. Derfor handler det om at udnytte den kapacitet, der er rundt omkring, siger han.
Læs også
Hvorfor er det virksomhedernes opgave at sikre den her infrastruktur?
- Jeg synes, at den grønne omstilling er vores alles ansvar. Både virksomheder, politikere og os som private borgere i Aarhus Kommune. Vi kommer længst med den grønne omstilling, hvis det foregår i samarbejde mellem alle aktører, siger Jakob Søgaard Clausen.
Ifølge Jakob Søgaard Clausen er det også afgørende, at kommunen i samarbejdet med boligforeningerne gør det klart, at der skal være plads til ladestanderne.
Og han ser gerne, at kommunen stiller flere krav til boligforeninger.
- Jeg tror også, at noget af det, vi kommer til at se ind i fremtiden er, at når vi giver tilladelse til lokalplaner til nye byggerier, så bliver det i højere grad et krav fra kommunen, at der skal være ladestandere til de beboere, der kommer til at bo i etageejendomme, siger Jakob Søgaard Clausen.