Boliger og butikker over banegrav: Aarhus er et skridt nærmere ny bydel
Byrådet i Aarhus afsætter tre millioner kroner til at undersøge, om det er muligt at bygge en ny bydel over banegraven.
En helt ny bydel over banegraven i Aarhus kan måske blive en realitet i fremtiden. Onsdag vedtog et flertal i byrådet nemlig, at der skal afsættes tre millioner kroner til at finde ud af, om det overhovedet er muligt.
Aarhus Kommune har indgået et samarbejde med MT Højgaard, DSB og PensionDanmark om at undersøge mulighederne for byudviklingen, der måske kan føres ud i livet i forbindelse med elektrificeringen af Aarhus H.
Det vækker glæde hos byrådsmedlem Ango Winther fra Socialdemokratiet til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
- Nu har vi muligheden for at undersøge, om det kan blive en realitet. Det er nu eller aldrig, og vi synes, at det er så spændende en idé, at vi gerne vil have den undersøgt én gang for alle, siger Ango Winther.
Penge ud ad vinduet
Hvad der helt konkret skal bygges i den nye bydel vides endnu ikke. Der er tidligere blevet lavet forskellige illustrationer og bud på, hvad der kunne blive bygget over jernbanerne. Her var der blandt andet tale om 700 parkeringspladser, boliger, forretninger og cafeer.
SF og Enhedslisten var som de eneste imod at afsætte tre millioner kroner til at undersøge mulighederne for bydelen. Jan Ravn Christensen (SF) mener, at det er tre millioner kroner lige ud ad vinduet.
- Jeg mener ikke, at det er et projekt, der skal realiseres. Det vil ikke give noget tilbage til byen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Og selvom det endnu ikke er fastlagt, hvad der eventuelt skulle bygges i den nye bydel, mener Jan Ravn Christensen ikke, at det er realistisk, at man kan bygge noget, der vil være gavnligt for byen.
Læs også
- Jeg tror ikke på, at det kan lade sig gøre. Projektet vil forringe kvaliteten af byen. Jeg synes, det er rart med et sted i byen, hvor der er luft og udsyn, siger han.
Ango Winther kan ikke kommentere på, hvad han håber for den nye bydel.
- Vi må se om diskussionen får liv, eller om den dør efter undersøgelsen. Vi skal se, om undergrunden kan bære det, før vi tager stilling til, hvad der skal bygges, siger Ango Winther.