Bølge af indbrud i Århus
Helt nye tal fra Østjyllands Politi viser, at antallet af indbrud i villaer og lejligheder er steget voldsomt i årets to første måneder.
Mange århusianere er kommet hjem til et rippet hjem i januar og februar. Antallet af indbrud er eksploderet, og i enkelte kvarterer har der været fire gange så mange indbrud som sidste år.
Det er Viby J, Århus Vest og Åbyhøj, hvor indbrudstallene viser tre- og fire-doblinger i årets to første måneder.
Hos Østjyllands Politi ved man ikke præcist, hvad stigningen skyldes.
- Men vi håber, at vi kan få fat i de aktive gerningsmænd, og vi vil køre hårdt på for at få varetægtsfængslet eller straks-dømt, så vi kan få stoppet den bølge af indbrudstyverier, siger politiinspektør Jan Andersen, leder af lokalpolitiet under Østjyllands Politi til JP Århus.
I januar/februar 2007 var der 520 indbrud, mens der har været 720 indbrud siden nytår i år.