Blomstrer på valentinsdag: Penis-plante står igen i fuldt flor

For andet år i træk blomstrer den specielle plante i Væksthusene i Botanisk Have.

Botanisk Have i Aarhus huser alverdens spændende planter og blomster. 

En af de mere kuriøse af slagsen er 'amorphophallus konjac' - på latin 'vandskabt penis' - og på dansk 'penisplante'. 

quote Selvom den lugter lidt dårligt, har den været brugt til at blive spist.

Lasse Dümke, Botanisk Have

Planten blomstrer normalt kun hvert tredje-fjerde år, men for andet år i træk står den nu i fuldt flor og spreder sin dunst i drivhuset i Botanisk Have. 

- Det er betinget af lysforholdene, så hvis den får for meget skygge, vil den ikke blomstre ligeså ofte, siger Lasse Dümke, formidler på Science Museerne i Aarhus.

Formidlerne fra Botanisk Have beskriver penisplantens lugt som 'en af de værste i planteriget', men faktisk bliver stanken brugt i plantens jagt på at formere sig. 

- Grunden til, at den dufter dårligt, er, at den gerne vil tiltrække nogle bittesmå fluer, som bliver lokket af den her ådsels lignende duft, og så kommer de hen og får pollen på sig og er med til at bestøve planten.

VIDEO: De besøgende i Botanisk Have er meget interesserede i penisplanten.

Blomstrede for første gang i otte år

Da penisplanten sidste år begyndte at blomstre, var det lidt af en sensation i Væksthusene. Det var nemlig første gang i otte år, at planten blomstrede. 

På trods af den specielle lugt, er planten et hit i Botanisk Have, og i gamle dage blev den endda brugt til mad og medicin.

- Selvom den lugter lidt dårligt, har den været brugt til at blive spist. Både som normal mad, men også i traditionel kinesisk medicin, hvor man mente, at den var med til at kurere kræft og en masse forskellige sygdomme, siger Lasse Dümke. 

Penisplanten blomstrer i meget kort tid ad gangen, så du skal skynde dig, hvis du vil nå at opleve den specielle plante.

Selvom det kan være svært at se, består penisplanten faktisk af en masse små blomster. 
Selvom det kan være svært at se, består penisplanten faktisk af en masse små blomster.