Blomster og spiseligt ukrudt - forlystelsespark rammer nyt publikum

I Tivoli Friheden i Aarhus afholdes der lige nu blomsterfestival, hvilket lokker et nyt publikum til.

Lige nu spreder der sig massevis af dufte i Tivoli Friheden, der langt fra minder om duften af popcorn og pizza, som man måske er vant til, når man går en tur gennem forlystelsesparken i Aarhus. 

For andet år i træk bliver der nemlig afholdt blomsterfestival i Tivoli Friheden. Det betyder massevis af blomsterinstallationer og mere end 32 bede rundt i parken.

- Vi gerne vil give gæsterne inspiration til deres egen have med hjem. Inspiration til, hvordan de kan lave deres egne have, fortæller Jeanette Thysen, der er have- og landskabsarkitekt og har været med til at indrette haven. 

Et af blomsterbedene.
Et af blomsterbedene.

Formålet er at inspirere

Udover parkens mange bede og blomsterinstallationer, er der rundt omkring i Tivoli Friheden også lavet små showhaver. Selv har Jeanette Thysen indrettet en spiselig have, en fredfyldt have og en vild have. 

- Jeg håber, at gæsterne får inspiration til plantevalg, og hvordan de skaber rum i deres have. Altså de her rare rum, der gør, at vi kan slappe af og nyde haven og dufte og sanseindtryk, siger Jeanette Thysen. 

Og det lader til at være en succes. Siden blomsterfestivalen startede den 1. juli, har der været massevis af gæster gennem parken. 

- Man bliver jo så glad over at se alle de farver. Det er bare dejligt.

- Det er meget inspirerende at se blomsterne og farvesammensætningerne af blomsterne, og vi har taget mange billeder, for det kunne jo godt være, der var meget der kunne bruges hjemme i ens egen have, lyder det fra Karin Jørgensen fra Aarhus, der fredag besøgte Tivoli Friheden med sin mand.

Og et par kom endda helt fra Kolding for at deltage i blomsterfestivalen og få inspiration til deres have. 

- Vi er ved at lægge vores egen have om, og så kan man jo blive inspireret af at se, hvordan man gør her, fortæller Birthe Tegllund.

Karin Jørgensen og hendes mand nød dagen i Tivoli Friheden og fik inspiration med hjem til deres egen have.
Karin Jørgensen og hendes mand nød dagen i Tivoli Friheden og fik inspiration med hjem til deres egen have.

Ukrudt kan spises

Festivalen gør også meget ud af vise, at ukrudt ikke behøver være en dårlig ting. Man kan blandt andet lave pandekager af brændenælder på en af festivalens ukrudtworkshops.

- Formålet er jo egentlig at vise, at det man normalt prøver at udrydde eller få børnene til at gå ud og samle for en 10’er i timen, det kan man faktisk bruge i sin mad, fordi der er meget jern og gode vitaminer i for eksempelvis brændenælder. Og så kan man bruge det i pandekager, som næsten alle elsker, fortæller Astrid Kallmeyer, der arbejder i Tivoli Friheden. 

De brænder nemlig ikke længere, når de først har været i kogende vand. 

- Det smager meget godt, man kan slet ikke smage, at der er brændenælder i, lyder det fra Anni Elbæk Mogensen fra Horsens, der sammen med sin søn har lavet brændenælderpandekager. 

- Det er en meget lækker tanke, at man ikke altid behøver at gå ned i Føtex og købe ting der, men at man også kan finde ting ude i naturen, tilføjer hun. 

Rammer en ny målgruppe 

Blomsterfestivalen varer indtil den 8. august, og indtil videre har besøgstallene været lige så gode som sidste år, fortæller Henrik Ragborg Olesen, der er direktør i Tivoli Friheden.

- Besøgstallene er nogenlunde det samme som sidste år, så det er vi jo rigtig godt tilfredse med, fordi vi kan fornemme, at der er nogle gæster, som stadig er lidt utrygge efter corona, så det at der kommer lige så mange som sidste år, det er vi rigtig godt tilfredse med, siger han. 

Spiselige blomster i krukker.
Spiselige blomster i krukker.

Og så rammer de også en ny målgruppe med festivalen, som i mindre grad kommer for forlystelsernes skyld. 

-  Det er jo noget sjovt, for det er nye gæster i forhold til det dem, vi plejer at have. Det er sådan at sædvanligvis er vi en park for børnefamilierne, men vi kan se, at blomsterfestivalen tiltrækker folk af det mere voksne og modne publikum som måske primært kommer for at se på blomsterne og måske har børnebørnene med og kan tage en tur i karrusellen sammen. Det er en anden målgruppe ned den vi normalt har, siger Henrik Ragborg Olesen.

VIDEO: Kom med en tur rundt i parken til Blomsterfestivalen og hør også, hvad Claus Dalby kan fortæller om at plante i krukker.