Blå Kors åbner genbrugsbutikker: Kunder og frivillige kan føle sig sikre
I Blå Kors Aarhus arbejder de hårdt for at blive klar til at genåbne tirsdag med coronaforanstaltningerne i orden.
Fra mandag af kan de første af Blå Kors' 53 genbrugsbutikker slå dørene op igen efter, at organisationen valgte at lukke dem ned i midten af marts.
I Aarhus åbner genbrugsbutikken tirsdag, og de frivillige har mandag haft travlt med at gøres deres butik klar til åbningen.
De har brugt tiden op til på at sætte butikken i stand, og så er der blevet sat plexiglas, sprit og afstandsmærker op, som vi kender det fra supermarkederne.
- Genåbningen skal ske på en måde, så alle parter kan være trygge. Vi har søgt hjælp hos myndighederne og hos vores samarbejdspartner Lidl, og vi kommer til at bruge nogle af deres erfaringer, siger kommunikationschef i Blå Kors Danmark, Thomas Røddik, til TV2 ØSTJYLLAND.
Også de frivillige tror på en sikker åbning. Det selvom mange af dem selv er i risikogruppen, når det kommer til smitte.
- Det har ikke været sjovt at holde lukket. Vi er mange, der bruger det her som et springbræt til at være sammen med andre mennesker. Vi kommer her for at hygge os og snakke med andre i stedet for at gå derhjemme. Det er godt for sådan nogle som os, siger leder af Aarhus afdelingen i Blå Kors, Oluf Henriksen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Utrygge frivillige kan blive hjemme
Kommunikationschefen har fuld forståelse for, hvis der er nogle, der kan være utrygge ved at komme tilbage til butikken på grund af eget eller pårørendes helbred.
- Hele vores åbning er aftalt med vores frivillige. Alle er blevet ringet op, og vi har snakket med dem om, hvordan vi gør det på en tryg måde. De der er trygge møder op, og hvis man ikke er tryg, så bliver man selvfølgelig hjemme, siger han.
- Det er jo frivilligt, og vi har utrolig stor fokus på, at de frivillige skal have en god og sikker oplevelse af at være her.
Han har dog en klar opfattelse af, at de fleste er mere end klar til at komme tilbage og yde en indsats i Blå Kors' genbrugsbutikker.
- Mange står på spring og vil gerne i gang. Og vi er ret sikre på, at vi har lavet en løsning, så alle kan føle sig trygge – både kunder og frivillige.
Mistede en million om ugen
Da coronakrisens alvor blev tydelig i Danmark, valgte Blå Kors at lukke alle sine butikker, netop med tanke på de frivilliges sikkerhed.
- Da vi lukkede, var det frivilligt, fordi vi kunne se, at det var en alvorlig sag. Vi vil ikke sætte vores frivilliges liv på spil. Når vi åbner op nu, er det fordi, vi er ret sikre på, at vi kan gøre det på en tryg og ordentlig måde, siger Thomas Røddik.
Og genåbningen er tiltrængt for Blå Kors, som har mistet en million kroner om ugen under nedlukningen.
- Genbrugsbutikkernes nedlukning koster på vores bundlinje. Vi har ikke skruet ned for vores indsats for at hjælpe udsatte – vi har tværtimod skruet op. Vi prøver på bedst mulig vis at skrabe pengene ind på anden vis.
- Men vi ved, at vi skal i gang igen. Uden de frivilliges indsats i genbrugsbutikkerne ville der nok ikke være særlig meget Blå Kors. Deres indsats er uvurderlig.