Billetterne bliver revet væk til Popstars-Jons comeback
Fredag blev billetterne til Jon Nørgaards koncerter til november næste år sat til salg. Der er snart udsolgt, lyder det nu fra hovedpersonen selv
Det kan godt være, at det snart er 15 år siden, at han hittede efter sin Popstars-triumf, men manden er tilsyneladende stadig populær. I denne uge offentliggjorde Jon Nørgaard et kortvarigt comeback til næste år, hvor han holder to koncerter i København og Aarhus, og billetsalget går strygende.
- Få billetter! De første 24 timer af billetsalget er nu gået, og vi nærmer os hastigt udsolgt i både København og Aarhus. Det er helt vildt, skriver Jon Nørgaard på Facebook.
Læs også
Koncerterne løber af stablen i weekenden den 24.-25. november. I Aarhus er det den 25. på Train. Ifølge Jon Nørgaard har han valgt at lave comebacket for at markere sine 15 år i musikbranchen og for at skabe en kæmpe fest med sine fans.
- Der er ikke tale om et decideret comeback, hvor jeg skal turnere landet rundt. Jeg har valgt en weekend, hvor jeg inviterer folk til at komme og være teenager med mig, som vi var engang. De gamle sange har betydet meget for mig, og jeg har fornemmelsen af, at de også har gjort det for andre, sagde han torsdag til tv2oj.dk.
Takker for opbakningen
Han slog i den sammenhæng fast, at han ikke går på scenen igen for opmærksomheden og rampelysets skær.
- Løbende får jeg faktisk henvendelser fra folk, som har haft mig som lydtapet i deres ungdom, og så gerne vil have mig til at spille til deres bryllup. Sådan noget gør jeg ikke, og jeg siger også nej til at deltage i quizzer, tv-serier og alt muligt andet. Jeg gør ikke det her for at komme i rampelyset – jeg gør det, fordi jeg har lyst, fortalte Jon Nørgaard.
Læs også
Derfor glæder han sig dog stadig over den store interesse for koncerterne, og på Facebook takker han fansene for opbakningen.
- Igen, tusind, tusind tak for interessen og opbakningen omkring disse shows. Jeg kunne ikke sove i nat og sad derfor og læste jeres mange hundrede beskeder herinde. Det var fuldstændigt overvældende, og det gør mig mildest talt utroligt glad at se hvor mange der glæder sig, ligeså meget som jeg gør, skriver han på sin Facebook-side.
Det skulle stadig være muligt at skaffe sig en billet, men der er ifølge Jon Nørgaard kun få tilbage.