Biljagt i Aarhus: 87-årig cyklist mejet ned
Under biljagten mandag formiddag brækkede en 87-årig cyklist flere ribben og fik en flænge i hovedet
En biljagt i det indre Aarhus mandag formiddag gik hårdt ud over en 87-årig mandlig cyklist.
En patruljevogn fra Østjyllands Politi ville rutinemæssigt standse en personbil på Frederiks Allé i Aarhus, fordi føreren ikke havde sele på og desuden kørte for hurtigt.
Men i stedet for at standse bilen, gassede chaufføren - en 21-årig mand - op og ræsede væk med patruljevognen lige i hælene.
Læs også
I krydset ved Jægergårdsgade og Frederiks Allé rammer den unge mand i en blå Peugeot en cyklist, der holdt for rødt på cykelstien.
- Cyklisten brækkede flere ribben og fik en flænge i hovedet. Så han blev kørt til observation, men har det efter omstændighederne godt, siger Janni Lundager, kommunikationsrådgiver, Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Ved De Mezas Vej kører manden over fortorvet og ind i en mur. Han forsøgte at løbe væk fra bilen til fods, men politiet fik ham hurtigt stoppet og anholdt.
Den 21-årige mand viste sig at være påvirket af narkotika og er blevet sigtet for kørsel i påvirket tilstand og for flere lovovertrædelser af færdselsloven og lov om euforiserende stoffer, da han var i besiddelse af narkotika.
Han er desuden sigtet for overtrædelse af straffelovens § 252, der handler om at forvolde fare for nogens liv og førlighed.
Manden blev i dag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Østjyllands Politi.