Bilist kørte over for rødt og dræbte Ida: Fik én måneds fængsel

Gerningsmanden havde ti færdselsdomme bag sig og kørte over for rødt, da han dræbte 21-årige Ida i "Dødskrydset" i oktober 2018. Alligevel fik han kun én måneds fængsel.

Det var som at få en mavepuster for Charlotte Philbert Michelsen.

Den mand, som havde kørt for stærkt og over for rødt lys og dræbt hendes datter, Ida Philbert Vangsø Ottzen, blev idømt én måneds fængsel og ét års frakendelse af kørekortet.

quote Jeg synes aldrig, han kan få straf nok. Sådan er det bare.

Charlotte Philbert Michelsen, mor til Ida

- Det føltes uretfærdigt, fordi han havde taget Idas liv. Og nægtet sig skyldig oven i købet. Jeg blev ked af det. Det var sgu ikke retfærdigt over for Ida, at han kun skulle sidde i fængsel i en måned, siger Charlotte Philbert Michelsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Ida var på vej over krydset ved Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej den 30. maj 2018, da hun blev ramt af en bilist. Han kørte mellem 75 og 84 km/t, selvom hastighedsgrænsen var 70 km/t.

Og så kørte gerningsmanden over for rødt. Faktisk var der gult og rødt i flere sekunder, før han ramte Ida, der var i færd med at krydse vejen for grønt lys.

- Jeg synes aldrig, han kan få straf nok. Sådan er det bare. Selvfølgelig beslutter han sig ikke for at slå et menneske ihjel, men han gør nogle ting med vilje, der er til fare for andre, siger Charlotte Philbert Michelsen.

Ida elskede at danse, og inden ulykken nåede hun at være tre måneder på en danseskole i Paris.

Ikke dømt for vanvidskørsel

Gerningsmanden var tiltalt for uagtsomt manddrab. Formålet med lovgivningen om uagtsomt manddrab er at beskytte de personer, der ikke har til forsæt at begå et drab.

Som lovgivningen er nu, bliver det ikke betragtet som vanvidskørsel, at gerningsmanden både kørte over for rødt og for stærkt. Heller ikke gerningsmandens tidligere færdselsdomme spillede ind i vurderingen af, om han kørte vanvidskørsel.

Ida havde altid et smil på læben, masser af venner omkring sig - og så elskede hun at danse.
Ida havde altid et smil på læben, masser af venner omkring sig - og så elskede hun at danse. Foto: Privatfoto

quote Jeg synes, det burde være en skærpende omstændighed, at han før har begået noget kriminelt med sin bil.

Charlotte Philbert Michelsen, mor til Ida

Havde han haft stoffer eller alkohol i blodet, havde der ikke været tvivl, og han ville have fået en strengere straf – men selvom gerningsmanden både brød hastighedsgrænsen og kørte over for rødt, blev han ikke dømt for ”særlig hensynsløs kørsel.”

- Det er jo svært at bevise, at du har gjort det bevidst og med tilsidesættelse af hensynet til andre trafikanter, hvis du har kørt over for rødt, siger anklager hos Østjyllands Politi, Iben Holm, til TV2 ØSTJYLLAND.


Færdselsdom nummer 11

Tidligere lovovertrædelser i trafikken tæller som nævnt heller ikke med i vurderingen af, om der er skærpende omstændigheder forbundet med det uagtsomme manddrab.

I perioden fra 2007-2015 blev han dømt for at køre over for rødt, for at køre for stærkt, for at køre uden sikkerhedssele og for at køre uden kørekort. Nu har gerningsmanden elleve færdselsdomme.

- Det kan selvfølgelig få en betydning, når man skal se på straf og frakendelse, om der er noget, man skal tage hensyn til der. Men det har ingen betydning, når man vurderer den konkrete kørsel. Der ser man på, hvad han gjorde den dag og i det kryds, siger Iben Holm.

Krydset ved Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej

Selvom gerningsmanden altså ikke har kørt vanvidskørsel i lovens forstand, så er Idas mor frustreret over, at de tidligere domme ikke blev tillagt mere værdi i retssagen. Hun håber, at lovgivningen bliver ændret.

- Jeg synes, det burde være en skærpende omstændighed, at han før har begået noget kriminelt med sin bil. Han har kørt uden kørekort og over for rødt, og det burde have en betydning i den her sag, hvor han har kørt Ida ihjel, siger Charlotte Philbert Michelsen.

Regeringen er på vej med ny lovgivning mod vanvidsbilister, men som planerne er lige nu, er der ikke lagt op til ændringer, der havde gjort en forskel for dommen mod Idas gerningsmand.

Charlotte Philbert Michelsen og hendes datter, Ida.
Charlotte Philbert Michelsen og hendes datter, Ida. Foto: Privat


Ny retssag venter

I oktober 2020 blev endnu en ung kvinde dræbt i samme kryds. Retssagen har endnu ikke fundet sted, men den 27-årige tiltalte har ifølge anklageskriftet både kørt for stærkt og over for rødt.

Han er tiltalt for uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder – nøjagtig som gerningsmanden i sagen om Idas dødsulykke.

I anklageskriftet fremgår det også, at den 27-årige er tiltalt for et andet forhold fra 2019 – nemlig at have kørt 128 km/t på Viborgvej i Aarhus V, hvor hastighedsgrænsen er 60 km/t.

Mest læste

Mere fra Aarhus

Jimmy Hansen

Jimmy smed tøjet for at redde ugle, der var ved at blive druknet af en flok måger

E74fDC8XIAcTBSX

Hjælp politiet: Forsvundet 83-årig efterlyst på anden dag

Untitled design (18)

Havens skræk kan være på vej mod Danmark: - Et af de værste skadeinsekter

Stærekasser

Bøderegn i Aarhus: Stærekasser skovler millioner ind

Sara Slott

play Sara Slott om fremtiden: - Jeg kommer ikke til at grave mig ned

Slagter Kruse

play Han var Prins Henriks favorit, men nu må 132 år gammel slagterbutik lukke