Bil udbrændt på parkeringsplads: Formentlig påsat
Bilbrand formentlig påsat, lyder det fra politiet
En bil er sent fredag aften udbrændt på en parkeringsplads bag en forladt industribygning på Nordlandsvej i Risskov i Aarhus. Ifølge Østjyllands Politi er branden formentlig påsat, og en anden bil er tidligere udbrændt på samme sted.
Fredag aften ved 23-tiden blev Østjyllands Politi og brandvæsnet kaldt ud til bilen, en hvid VW Polo, som stod i flammer.
Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden, og de foreløbige undersøgelser tyder på, at branden var påsat.
- Vi har mistanke om, at den er påsat med brug af brandbare væsker. Der går jo ikke sådan lige helt af sig selv ild i en parkeret bil, siger vagtchef Peter Tholstrup-Jørgensen fra Østjyllands Politi.
Læs også
Han fortæller, at der nu skal laves nogle nærmere undersøgelser for blandt andet at klarlægge brandårsagen. På grund af branden har det ikke været muligt for politiet at aflæse hverken nummerplader eller stelnummer på bilen.
- Der stod i forvejen fortsat en bil (En VW Lupo, red.) derude, som tidligere er udbrændt på samme sted, siger Peter Tholstrup-Jørgensen.
Der venter nu derfor politiet noget arbejde med at finde ud af, hvorfor to biler er udbrændt på den samme parkeringsplads, og hvem de eventuelle gerningsmænd er.