Bil stod i flammer: Vidner hørte højt brag
Mandag aften blev brandvæsenet kaldt ud til en bilbrand i Aarhus V. Østjyllands Politi har en formodning om, at branden kan være påsat
Mandag aften blev Østjyllands Brandvæsen kaldt ud til en bil der stod i heftige flammer. Bilen holdt på Jernaldervej i det vestlige Aarhus, og da brandvæsenet kom derud, var bilen overtændt.
Læs også
- Vi får en anmeldelse om, at der er brand i en bil på Jernaldervej. Anmelder ser bilen stå i flammer og hører et højt brag. Formentlig stammer braget fra, da dækkene eksploderer, siger Jakob Christiansen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.
- Da anmelderen opdager branden, ser han også en hvid bil køre væk fra stedet, siger Jakob Christiansen.
Anmeldelsen tikkede ind hos politiet kl. 21.18, og brandvæsenet blev straks sendt afsted. Bilen stod dog ikke til at redde.
- Der gik hul på en brændstoftank. Det er sjældent, der gør det, og der rendte brandbar benzin ud på parkeringspladsen, siger Sten Bøje, der er indsatsleder ved Østjyllands Brandvæsen.
Der befandt sig ingen personer i bilen, og ingen kom derfor til skade. Østjyllands Politi har dog en mistanke om, at branden kan være påsat og vil gerne i kontakt med borgere, der har set den hvide kassevogn omkring kl. 21.18.