Forrige weekend blev det til ni sigtelser, da Cars and Coffee og Striben Aarhus afholdt bil-demonstration gennem Aarhus midtby.
Denne lørdag blev dette tal mangedoblet. Østjyllands Politi fortæller søndag morgen, at demonstrationen endte med foreløbigt 75 sigtelser for diverse overtrædelser af færdselsloven.
- Selvom man demonstrerer, så skal man jo stadig overholde færdselsloven, så er det er noget, vi ser med alvor på, når det ikke er lykkedes for 75, fortæller vagtchef hos Østjyllands Politi, Morten Bang, til TV2 ØSTJYLLAND søndag.
Kun den ene demonstration, der skabte problemer
Der var varslet to bil-demonstrationer gennem Aarhus midtby lørdag.
Den ene af Cars and Coffee og Striben Aarhus under titlen "Mod politiets magtmisbrug mod bilentusiaster, og den generelle måde, Danmark ser ned på dem".
Den anden demonstration blev afholdt af en gruppe danske tamilske unge, som ville vise solidaritet med tamilere, der er i oprør på Sri Lanka.
Men ifølge Østjyllands Politi var det den førstnævnte af Cars and Coffee og Striben Aarhus med flere hundrede biler, som alene stod for forseelserne.
- Det var i forbindelse med Cars and Coffee demonstrationen. Den anden forløb rimeligt fredeligt og roligt, fortæller vagtchefen.
75 sigtelser i Aarhus
Kaos i midtbyen
Rute gik fra Agro Food Park via Aarhus midtby til Havreballe Skovvej, hvor planen var, at den skulle slutte.
Men efter demonstrationen var afsluttet ved Havreballe Skovvej, kørte flere af deltagerne ved 17.30-tiden retur mod Aarhus centrum, hvilket resulterede i, at trafikken omkring Park Allé, Frederiks Allé og Banegårdsgade gik helt i stå.
Politiet foretog derfor en midlertidig afspærring af området for at få afviklet trafikken.
Kan få betydning for fremtidige demonstrationer
Det kaos og alle lovovertrædelserne kan få betydning for fremtidige demonstrationer.
Nu har de holdt demonstrationer to weekender i træk. Hvad hvis de anmelder en igen næste weekend?
- Vi evaluerer efter hver gang. De evalueringer fra gang til gang kan have betydning for de fremtidige demonstrationer, siger Morten Bang.
- Denne evalueringen betyder, at vi tager kontakt til arrangøren i forhold til den her demonstration og fremtidige afviklinger, for det er mange sigtelser, og det vil indgå i billedet, siger han.