Betjent bag skud ved Paludan-demo frygtede bombebælte

Statsadvokat fastslår, at politiet handlede efter bogen, da en knivbevæbnet mand blev skudt ved demo i fjor.

Da en knivbevæbnet mand grundlovsdag sidste år angreb partistifter Rasmus Paludan ved en demonstration, frygtede politiet, at han kunne være yderligere bevæbnet. Måske med et bombebælte. Det fremgår af en afgørelse fra Statsadvokaten i Viborg.

I afgørelsen slår statsadvokaten desuden fast, at efterforskningen mod en politimand, som skød og sårede knivmanden, skal standses. For politimanden handlede korrekt, lyder vurderingen.

Knivmanden blev tidligere i år idømt en dom til psykiatrisk behandling i sagen. Derudover blev en 41-årig mand idømt fængsel i et år og tre måneder for at opfordre den psykisk syge mand til at angribe Paludan.

Partiformand Paludan fra partiet Stram Kurs er kendt for at afholde møder i det fri. Ved flere møder er der blevet afbrændt koraner, og Paludan er desuden dømt for overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf for at fremsætte forhånende udtalelser om sorte i Sydafrika.

Seance optaget på video

Grundlovsdag 2020 holdt Paludan et møde nær Gellerupbebyggelsen i det vestlige Aarhus. Bebyggelsen er kendt for at have en høj andel af beboere med udenlandsk baggrund.

Under mødet trådte en knivbevæbnet mand i hvidt jakkesæt frem i retning mod Paludan. Politiet var talstærkt til stede og afskærmede partilederen. Det hele endte med, at en betjent skød manden i benet.

Seancen blev optaget på video. Her kan man blandt andet høre, hvordan personer på stedet råber til politiet, at manden med kniven er syg, og at han ikke gør noget.

Men politimanden, som skød, fulgte reglerne til punkt og prikke, fremgår det af afgørelsen fra Statsadvokaten i Viborg. Gentagne gange beordrede politiet manden til at lægge kniven, og der blev desuden advaret om, at der ville blive skudt.

DUP lægger vægt på oplysning om bombebælte

Der blev også affyret et varselsskud op i luften. Efter varselsskuddet advarede politiet knivmanden om, at det næste skud ville ramme ham i benet. Og det gjorde det. 32 sekunder efter varselsskuddet blev der skudt igen, og manden blev ramt og faldt til jorden.

Flere andre politifolk på stedet valgte også at trække deres pistoler - herunder to livvagter fra Politiets Efterretningstjeneste (PET). Men det var kun den ene politiassistent, som skød.

Under efterforskningen af skudsagen har en af politifolkene fortalt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), at det ikke kunne afvises, at knivmanden havde et bombebælte eller et andet farligt våben eller sprængstof på sig.

Blandt andet den oplysning har DUP valgt at lægge vægt på i den redegørelse, som er sendt til Statsadvokaten i Viborg. Redegørelsen indgår i grundlaget for afgørelsen om at standse efterforskningen.

Politiet handlede efter bogen

En anden politimand har forklaret, at kniven var for stor til, at det var nok at bruge knippel mod manden. Der var risiko for at komme til skade. En tredje betjent har desuden forklaret, at det ikke var muligt at bruge peberspray på grund af vinden.

Betjenten, som skød, har desuden forklaret, at han anså det som mest skånsomt at skyde manden i benet. Havde han ventet, og var knivmanden kommet tættere på, ville betjenten ifølge egen forklaring være nødt til at skyde for at dræbe.

DUP skriver i sin redegørelse, at myndigheden ingen bemærkninger har til politiets håndtering af episoden. Politiet har med andre ord handlet efter bogen.

/ritzau/

skrald i Rådhusparken

play EM-frustrationer gik ud over midtbyen: Flød med skrald og glasskår

Morten Østergaard

play Morten Østergaards nye arbejdsgiver: - Jeg har ikke talt med ham om krænkelser

custom1

play Kommune til kamp mod cigaretskod: Unge laver askebægre med pointsystem

IMG_8481-1200px

play Naturhistorisk Museum erkender: - Vi burde have reageret hurtigere

krukken_randers.jpg

play Skaberen af Randers’ ikoniske kobberkrukke er død

Skærmbillede 2021-06-17 kl. 20.06.13

play Mindeværdig kamp: Danmark taber i Eriksen-hyldest

Dagens mest læste