Betalingsfrygt i Aarhus
Rige kommuner skal betale mere til de fattige
Den socialdemokratiske borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard, kan sagtens styre sin begejstring over, at store bykommuner skal betale mere til fattigere landkommunerne med socialt tunge borgere.
Regeringen fremlægger en plan for det til formiddag.
- Vækstcentrene skal have mulighed for at trække resten af landet med og skabe arbejdspladser. Hvis man kvæler det, så bremser man hele landet, siger borgmesteren i Aarhus.
Aarhus, det østjyske bybånd og hovedstadsområdet er lokomotiver for resten af landet, mener borgmester Jacob Bundsgaard.
Og de store kommuner har også deres del af de sociale udgifter, ikke mindst når det gælder integration af borgere med en anden kulturel baggrund, påpeger borgmesteren.
- Det er grundliggende fornuftigt at kanalisere de fælles ressourcer derhen, hvor der er de største sociale udfordringer, om det så er integration, enlige forsørgere eller meget alment boligbyggeri, siger Bundsgaard.
Samtidig er han enig i, at der ikke skal være for stor forskel på service i kommunerne i Danmark.
- Jeg deler ambitionen om et Danmark, som er i balance, siger
Jacob Bundsgaard.
I Gentofte ved København synes den konservative borgmester Hans Toft, at hans borgere allerede betaler rigeligt til ikke mindst vestjyske kommuner.
Gentoftes bidrag til udligningen svarer ifølge borgmesteren til, at kommunen sender fem måneders skat ud af kommunen. Samtidig er bolig og andre leveomkostninger meget højere i Gentofte end i for eksempel Struer, fremhæver Toft.
En typisk familie i Struer har dobbelt så meget tilbage i rådighedsbeløb end samme type familie i Gentofte ifølge en BRF-undersøgelse, som borgmesteren husker.
- De må da trække på smilebåndet i Vestjylland, hvor de har valgt at bo godt og billigt. Nu får de endnu flere penge at bo godt og billigt for, siger Hans Toft.