Besøgsbabyer skaber glæde for de ældste
Ordning med babyer på besøg i de aarhusianske plejecentre er en succes
Hver 14. dag får lokalcenter Hørgården besøg af to helt særlige gæster. Det er Jens og Ulf, og når de kigger forbi, sænker de aldersgennemsnittet på stedet gevaldigt. De er nemlig besøgsbabyer.
- Det giver god mening, og er dejligt at se, dem vi besøger, nyder det. Man kan fornemme, de sætter pris på det, fortæller mor til lille Jens, Lea Gaulshøj Thomsen.
På lokalcentret er det blandt andre Ruth, som er dement, der liver op, når de små er på besøg.
- Noget af det allerbedste ved ordningen er at se reaktionerne hos nogle af de beboere, som er rigtig dårlige, og som vi har svært ved at nå ind til i dagligdagen. Det er helt fantastisk, lyder det fra leder af lokalcenter Hørgården i Risskov, Lis Munk Schmidt.
Babyer på visit hitter på plejehjemmene
Noget andet med babyer
På Hørgården oplever alle, hvor meget glæde og liv, de små spreder. Og de giver bare noget andet end tøjdyr og robotsæler.
- Vi har prøvet med katte, tøjdyr og haft besøg af hunde og hundehvalpe. Men babyer giver lige en ekstra tand, reaktion og smil og liv i øjnene hos beboerne, forklarer Lis Munk Schmidt.
Besøgsbabyordningen blev introduceret i Aarhus Kommune i april måned sidste år, og nu har den bredt sig til i alt 23 plejehjem.
Du kan se hele indslaget med besøgsbabyerne øverst i artiklen.