Besøgshunde vender tilbage efter et år
Besøgshundene har været udelukket fra plejecentrene grundet corona. Nu kan de dog vende tilbage, og derfor skal der uddannes endnu flere.
I mere end et år har TrygFondens korps af 800 besøgshunde været ramt af coronarestriktionerne – ja, faktisk har de mistet deres funktion, da de ikke har kunnet komme på besøg på plejecentre og andre steder, hvor de spreder glæde.
Nu er hverdagen dog så småt på vej tilbage, og det betyder også, at der igen skal uddannes besøgshunde.
Onsdag var 25 hunde og deres ejere nemlig til eksamen i Søften Kultur- og Idrætscenter i håbet om at blive godkendt som besøgshundeteam. Og det er ikke lige til. Faktisk er det typisk omkring 60 procent af de fremmødte, der består prøven.
Én af dagens håbefulde hundeejere var Maja Maseus. Hun arbejder på børne- og ungepsykiatrisk afdeling på Esbjerg Sygehus. Her kan en hund nemlig også gøre gavn.
- At der sidder nogle tillidsfulde øjne og kigger på en - og en varm pels – gør, at man bedre kan lukke op for, hvordan man har det, siger Maja Masaeus, der havde sin toårige australske hyrdehund med til optagelsesprøven.