Beboere i Bispehaven er vrede og chokerede over nedrivningsplaner
Tre boligblokke i Bispehaven skal rives ned. Det bliver ikke uden kamp, lyder det fra beboer
Vrede, overraskelse, frustration.
Mange beboere i Bispehaven i Aarhus føler sig taget med bukserne nede, efter at byrådet i Aarhus tirsdag aften aftalte, at tre boligblokke i boligområdet skal rives ned.
Læs også
Det sker i forbindelse med en større plan om at komme de udsatte boligområder i Aarhus til livs.
Frem mod 2030 skal 12 boligblokke - ni i Gellerup og tre i Bispehaven - rives ned, og beboerne i omkring 1000 lejligheder skal tvangsflyttes.
Nedrivningsplanerne vækker ikke mindst undring hos beboerne, da Bispehaven lige nu er i gang med et større forvandlingsprojekt.
- Det er en dårlig idé at rive ned, fordi de nu er i gang med den her store renovering. Så kunne man vente og først se, om det er noget der virker, siger Daniel Jakobsen, der er beboer i Bispehaven, til TV2 ØSTJYLLAND.
Renoveringen er en del af den store ’Tryghedsrenovering’ af Bispehaven til cirka 187 millioner kroner. Renoveringen startede i 2017 og forventes at være færdigt i 2020.
- Vi føler os snydt af byrådet, når vi bliver sat i denne her situation. I så mange år har vi arbejdet på udvikling af vores område, og nu bliver vi bare sat til side og skal smides ud ad vores hjem, siger Mahmoud Halimah, der er kunstner og beboer i Bispehaven, til TV2 ØSTJYLLAND.
Han nægter at flytte fra sit hjem, når bulldozerne på et tidspunkt kommer til Bispehaven.
- Vi er utilfredse, og vi kommer ikke til at acceptere det, og vi kommer til at modarbejde det. Jeg kommer ikke til at gå ud herfra. Jeg bliver nødt til at blive løftet ud.
Politikerne skal tænke sig om
Bispehaven har ry for at være et aarhusiansk smertensbarn, når det gælder borgernes tryghed. Det er dog ikke noget, beboer og pensionist Ole Ørum Sørensen har bemærket.
- De skal tænke sig om, inden de laver sådan noget. Jeg har boet her siden 1971, og der er ingen, der har generet mig. Det er åndsvagt. Hvor skal vi være henne?, spørger han.
Enhedslisten har som det eneste parti i Aarhus valgt at stå uden for aftalen.
- Det er utroligt. Der er ramaskrig, når man snakker om at flytte seks husstande i Solbjerg for jernbanen. Der var tale om seks familier, som mistede deres boliger, siger Keld Hvalsø, der er medlem af byrådet for Enhedslisten, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Det er som om, der er to typer mennesker i den her kommune. De mennesker, der bor i Bispehaven eller Gellerup, kan vi behandle, som vi vil. Det er som om, at de her menneskers liv betyder meget, meget lidt.
Ifølge Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) har byrådet stor forståelse for, at det er en stor indgriben i beboernes liv. Men der vil blive taget god hånd om dem, lyder det
- Der er ikke nogen, der kommer til at stå i en situation, hvor man ikke har tag over hovedet. Vi vil gøre alt, hvad man kan for at sikre, at alle bliver genhuset, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
I den aftale, som et flertal i Aarhus Byråd har indgået om udviklingen i byens udsatte boligområder, hedder det sig, at de borgere, hvis boliger skal rives ned, vil få tilbudt en 'passende' bolig et andet sted i Aarhus.
Byrådet afsætter samtidig 10 millioner kroner årligt frem mod 2030 med henblik på at opføre 1000 ekstra almene boliger.