Bears tromlede bundhold ned
Fortsat ubesejrede i Basketligaen
Bakken Bears er fortsat suverænt tophold i Basketligaen, efter at aarhusianerne fredag aften på hjemmebane tog imod bundholdet Værløse.
Kampen endte med en aarhusiansk storsejr på hele 100-70.
Med sejren er Bakken Bears alene i spidsen af mændenes basketliga, hvor klubbens spillere indtil videre er gået fra banen som vindere hver gang i de første syv opgør.
Nærmeste rival i topstriden er Svendborg Rabbits, der ligger på andenpladsen med fire point færre end Bakken Bears. Fynboerne har dog en kamp i hånden, hvor de kan forsøge at minimere det aarhusianske forspring.
Fredagens opgør mellem Bakken Bears og Værløse begyndte jævnbyrdigt, men allerede efter stillingen 8-8 stak aarhusianerne af. I løbet af kampen blev føringen langsomt øget, og det endte altså med en sikker sejr på i alt 30 point.
Næste opgave for Bakken Bears er på onsdag i Frankfurt, når tyske Fraport Skyliners tager imod i FIBA EuroChallenge.