Bears kan stjæle førstepladsen
Bakken Bears slog her til aften Hørsholm 76'ers, og et uventet nederlag til Horsens har givet Bakken Bears et par matchbolde
Bakken Bears fik mandag aften en komfortabel sejr over Hørsholm 76'ers.
94-68 endte kampen, og med sejren styrer Bakken Bears nu pludselig mod førstepladsen i Basketligaens grundspil.
Den mulighed er kommet, efter at Horsens IC, der ellers har været i forrygende form, tabte til Svendborg forleden. Status er nu, at Bakken Bears har tre nederlag i sæsonen, mens Horsens har fire.
Bakken Bears mangler dog to kampe i grundspillet, mens Horsens IC kun mangler en enkelt.
Selv om Basketligaen afgøres med slutspil kan førstepladsen være yderst afgørende, da det giver en ekstra hjemmekamp i en eventuel finaleserie.
Sejren over Hørsholm 76'ers mandag aften var aldrig i fare. Jo Harris blev topscorer for bjørnene med 24 point.